Mand med stroem

Hvad er verdensrekorden for strømstyrke?

Hvad er den højeste strømstyrke, som nogensinde er målt? Og var strømmen menneskeskabt?

Hvad er den højeste strømstyrke, som nogensinde er målt? Og var strømmen menneskeskabt?

Shutterstock

Den højeste strømstyrke, der er målt direkte, er 100.000 ampere. Hvis en eltavle skulle holde til den belastning, ville det kræve omkring 10.000 almindelige sikringer.

Rekorden blev sat, da japanske forskere i 2014 foretog eksperimenter med superledende materialer til særlig stærke elektromagneter. En superleder er et materiale, som strøm kan løbe modstandsfrit igennem.

Strømmen passerer altså uden tab og uden at skabe varme – ellers ville materialet i lederen smelte ved så høj en strømstyrke.

Elektromagneterne er designet til fusionsreaktorer, hvor det er nødvendigt at holde brændslet svævende i et magnetfelt, fordi det er 100 millioner grader varmt.

Rekorden ligger lysår fra Jorden

Indirekte har forskerne dog kendskab til langt højere strømstyrker. I 2011 opdagede astronomer fra universitetet i Toronto i Canada en såkaldt relativistisk jet i en galakse kaldet 3C303 mere end to millioner lysår fra Jorden.

Galakse med strømstyrke

Den højeste strømstyrke, vi har kendskab til, findes i den såkaldte relativistiske jet fra galaksen 3C303.

© Leahy & Perley

En relativistisk jet er en strøm af plasma, der skydes ud i rummet med en hastighed tæt på lysets. Og da plasmastrømmen indeholder ioner og elektroner, er den strømførende.

Ved at analysere radiobølger anslår astronomerne, at strømstyrken i den 150.000 lysår lange jet er en trillion ampere (dvs. et ettal efterfulgt af atten nuller).

Forskerne gætter på, at den ekstremt høje strømstyrke i jetten skyldes magnetfelter, som bliver skabt af et sort hul i midten af galaksen.