En atombombe kan sagtens springe dybt nede i havet, da den ikke skal bruge ilt for at eksplodere.
Bomben kan også konstrueres til at modstå trykket ved Marianergravens bund, som er 1086 bar – mere end 1000 gange større end trykket ved havoverfladen.
Eksplosionen danner en boble
Når bomben eksploderer, farer en kraftig trykbølge gennem vandet, og store mængder energi frigives i form af varme.
Vandet tættest på eksplosionen fordamper, så der dannes en boble, der hurtigt udvider sig.
Dybden tæmmer atombomben
En atombombe med en sprængkraft svarende til 1000 tons TNT vil næsten ikke kunne mærkes på overfladen.
Atombomben detonerer og skaber en boble af varm gas med en diameter på 30 meter.
Boblen stiger opad, men bliver hurtigt presset sammen på grund af det høje tryk.
Den hurtige sammentrækning skaber en ny chokbølge, der resulterer i en ny mindre boble på 12 meter.
Igen presses boblen sammen og udvider sig. Denne gang bliver den kun godt to meter i diameter.
Den eneste rest af sprængningen er turbulent, varmt vand, som stiger op mod havoverfladen.
Men eksplosionen vil hurtigt blive kvalt af trykket.
Ville kvæle historiens kraftigste bombe
For eksempel vil en bombe med en sprængkraft, der svarer til 1000 tons TNT, stort set ikke kunne mærkes ved havoverfladen, da trykket vil hive al energien ud af eksplosionen, længe inden den kan nå op fra de 11 km’s dybde.
Ikke engang historiens kraftigste bombe, den sovjetiske testbrintbombe Tsar Bomba, vil have den store effekt.
Skaber højst lidt uro i havoverfladen
Dampboblen, som Tsar Bomba ville skabe, vil i løbet af få sekunder nå en diameter på over 1 km, men vandtrykket vil stadig skrumpe den hurtigt igen.
Energien vil være stor nok til, at boblen udvider sig yderligere et par gange, men hver gang bliver den meget mindre, og til sidst vil boblen helt forsvinde.
Ved havets overflade skaber sprængningen højst lidt uro i havet og en let temperaturstigning.