Strålen med protoner fra Large Hadron Collider ved forskningscenteret CERN er en ekstremt energirig partikelstråling. Men strålen er også meget smal og fokuseret.
En person, der stod helt stille, ville formentlig blive gennemhullet i bogstaveligste forstand, fordi cellerne ville forsvinde, hvor strålen ramte.
En person, der bevægede sig igennem strålen, ville sandsynligvis blive skåret i to dele som af et lyssværd i en Star Wars-film.
Men du kan godt overleve et mikroskopisk hul gennem kroppen fra en protonstråle.
I 1978 var den russiske forsker Anatoli Bugorski i gang med sin ph.d. i partikelfysik, da han opdagede et problem med partikelacceleratoren U-70.
Da han prøvede at finde fejlen, kom han til at stikke hovedet ind foran strålen og blev ramt.
Bagefter fortalte Bugorski om et lysglimt “… stærkere end tusind sole”.
I dag har Bugorski en skaldet plet i issen, hvor strålen ramte, og han er døv på det ene øre.
Venstre del af ansigtet er lammet på grund af nerveskader – lammelserne forhindrer rynker, og derfor ser venstre side yngre ud end den højre. Bugorski lider også af mild epilepsi.