Radioaktiv stråling inddeles ofte i tre typer: alfa-, beta- og gammastråling. Alfastrålingen er den farligste, selvom den er langt mindre energirig end de andre to.
Alfastråling består af kernerne i helium-atomer, der farer gennem luften med en fart på 10.000-20.000 km/s og sammenlignet med betapartikler, som udgøres af elektroner, er det tydeligt, hvorfor de er farlige: Hvis betapartikler var på størrelse med en ært, ville alfapartiklerne være tunge stålkugler med en masse på 8 kg og en diameter på 12 cm.
Rækkeviden er kort
Heldigvis er alfapartiklernes rækkevidde meget kort – selv i luft ikke mere end nogle få cm. Alfapartiklerne kan dog være farlige, hvis de finder vej ind i kroppen, fx ved indånding af radioaktive gasser som radon.
Stråling passerer lige gennem os
Alfastråling (rød pil)
Består af tunge heliumkerner. Bare en enkelt alfapartikel kan skade mere end 100.000 molekyler. Det kræver dog, at de kortrækkende partikler finder en vej ind i kroppen ved forgiftning eller indånding.
Betastråling (blå pil)
Elektronerne i betastrålingen har en langt større gennemtrængningsevne og en ti gange så lang rækkevidde som alfapartiklerne. Til gengæld ødelægger de små betapartikler ikke kroppens molekyler nær så effektivt.
Gammastråling (grøn pil)
De kortbølgede og meget energirige elektromagnetiske gammastråler opstår ved radioaktivt henfald. I store doser kan gammastråling være livsfarlig, men normalt udsættes vi ikke for kraftige gammakilder.
Stråling ødelægger vandmolekyler
Kroppen består hovedsageligt af vand, og alfapartiklerne ødelægger derfor først og fremmest vandmolekyler. Det skaber såkaldte frie radikaler – ustabile molekyler, der er nødt til at stjæle elektroner fra andre stoffer for at blive stabile.
Den proces danner bl.a. brintoverilte, som dræber cellerne. Alfapartikler kan desuden ødelægge dna og derved fremtvinge usunde mutationer.