Lys er udgjort af fotoner, som er ekstremt små elementarpartikler, der aldrig står stille og dermed er umulige at veje.
Med fysikernes betegnelser har fotonen ingen hvilemasse, men da den kan indeholde energi, har den en såkaldt relativistisk masse, som er bestemt af, hvor stor energien er.
Fysikerne foretrækker derfor at beskrive en fotons “vægt” ved dens energi og såkaldte impuls.
Fotoners impuls er et vigtigt element i udforskningen af rummet, da den kan bruges til at skabe fremdrift. Når sollys fx rammer et meget stort sejl ude i rummet, kan de vægtløse fotoner i lyset give et meget lille skub til sejlet.
Over tid kan de små skub fra lyset blive til meget høje hastigheder for vægtløse fartøjer i rummet.