Hvis du gerne vil køle dine drikkevarer ned, har du flere muligheder ved hånden, som ikke kræver hverken strøm eller køleskab.
Én af de allersimpleste metoder er at gøre avispapir eller køkkenrulle vådt og vikle det rundt om øllen. Sæt flasken eller dåsen i solen, så vandet fordamper.
Processen har samme effekt, som når kroppen sveder og kaldes fordampningskøling. Fænomenet udnytter, at det kræver energi at omdanne væsken fra flydende form til gasform – i dette tilfælde vandet i avisen til damp.
En anden variant af fordampningskøling er at placere øllen i en våd sok, som hænges op til tørre – i vinden. Begge metoder tager cirka 30 minutter.
Skal du have øllene kolde endnu hurtigere, skal du bruge en køletaske med koldt vand, som tilsættes isterninger og salt. Saltet sænker vandets frysepunkt, og under omrøring vil øllene blive kolde på blot to minutter.
Øllene kan også graves ned. I én meters dybde er temperaturen omkring 10 grader, men pas på du ikke underminerer lejren med ankelbrækkende ølfælder.