Kan man forestille sig mere end tre dimensioner?

Vores velkendte rum har tre dimensioner, hverken mere eller mindre. Men tiden kan godt opfattes som en form for fjerde dimension. Grunden er, at den kan måles og i øvrigt har mange af de egenskaber, som man ellers tillægger rummet – jævnfør den næsten selvmodsigende betegnelse “et tidsrum”. I Albert Einsteins såkaldte “specielle relativitetsteori” optræder rum og tid da også som uadskillelige komponenter i en abstrakt struktur. Denne struktur kaldes rumtiden og har netop fire dimensioner. Man kan opfatte rumtiden som samlingen af alle ting eller begivenheder, der har eksisteret, eksisterer, og som vil komme til at eksistere. I rumtiden kan man ikke sige, at tiden “går” – den er der slet og ret og er altså i dette tilfælde den fjerde dimension. I den moderne fysiks strenge- og membranteorier optræder endnu mere eksotiske rum, hvis antal dimensioner opgives til så besynderlige tal som fx 11 og 26. Om alle teorierne forlanger man imidlertid, at det direkte påviselige antal dimensioner skal være fire, dvs. tre rumlige og en tidslig dimension. De andre dimensioner skal man forestille sig – om muligt – krøllet sammen i bittesmå løkker, så små, at de ikke kan observeres direkte. Måske vil det nye årtusindes fysik vænne mennesker til at tænke i rum med flere dimensioner, end vi gør i dag, selv om vi jo nok stadig vil nøjes med at anskue os selv som væsener med kun højde, bredde og tykkelse.