Er det muligt at ophæve tyngdekraften?
Hvordan træner astronauterne vægtløshed, inden de bliver sendt ud i rummet? Kan man ophæve tyngdekraften på Jorden?

Tyngdekraften virker overalt på Jorden, og den lader sig ikke sådan ophæve. Men vha. forskellige krumspring kan man skabe betingelser, der modvirker tyngdekraften og giver en kortvarig vægtløshed. Meget af astronauternes træning foregår fx i vandtanke, men da astronauternes dragter bliver så fyldt med luft, at de flyder ovenpå som badebolde, udstyres de med blylodder. Derved afbalanceres deres vægt, så de kan svømme rundt i tanken i en tilstand, der minder om vægtløshed. Egentlig vægtløshed inden for Jordens atmosfære kan man dog kun opleve i frit fald, hvor man så at sige holder trit med tyngdekraften. Hopper man fx ned fra en stol, er man vægtløs i det korte øjeblik, inden man rammer Jorden. Springer man ud fra et højt punkt, vil luftmodstanden imidlertid modvirke vægtløsheden – men den kan godt sættes ud af spillet. Ved universitetet i Bremen i Tyskland findes fx et 120 m højt lufttomt faldtårn, hvor man tester, hvordan genstande opfører sig under de knap fem sekunders vægtløshed på turen ned. I et fly kan man opnå samme effekt. Ved træning af astronauter styrer en trænet pilot flyet i en hurtig op- og nedadgående kurve, en såkaldt parabel. På nedturen, hvor flyet er i frit fald, er alle om bord vægtløse. Af tekniske grunde kan flyet dog kun blive i det frie fald i 20-30 sekunder. Til gengæld foretages der ofte 30 parabelflyvninger på en dag, så de kommende astronauter samlet når at opleve 10 minutters vægtløshed.