Forskellen på frit fald med og uden luftmodstand
Hvis man slipper en sten fra stor højde, vil den de første sekunder accelerere med noget nær tyngdeaccelerationen, som her på Jorden er 9,81 m/s2.
Med andre ord vil stenen efter 1 sekunds frit fald groft sagt nå en fart på 9,8 m/s (ca. 35 km/t.) og efter to sekunder 19,6 m/s (ca. 70 km/t.).
Men efterhånden som farten stiger, vokser også luftmodstanden, og da den vokser med kvadratet på hastigheden, får den hurtigt stor betydning. Hver gang farten fordobles, vokser luftmodstanden fire gange.
På et tidspunkt bliver luftmodstanden så stor, at den lige præcis svarer til tyngdeaccelerationen, og det faldende legeme har dermed nået sin sluthastighed.
Hvor høj sluthastigheden bliver, afhænger af mange faktorer, bl.a. højden over Jorden og legemets form og overflade.
Faldskærmsudspringer i frit fald.
Frit fald med luftmodstand
I stor højde er luften meget tynd, og luftmodstanden dermed lille.
Luftmodstanden er desuden størst på en stor overflade. Derfor falder en fjer meget langsomt, mens en projektilformet genstand kan opnå en meget høj sluthastighed.
Det kan en faldskærmsudspringer udnytte: Har han mod til at springe med strakt krop og hovedet nedad, kan han nå op på over 500 km/t.
Faldskærmsudspringer Felix Baumgartner.
Verdensrekorden i faldskærmsudspring
I år 2012 sprang den østrigske faldskærmsudspringer Felix Baumgartner i frit fald fra en heliumballon og slog verdensrekorden med en fart på 1357,64 km/t i 27.833 meters højde.
Før Baumgartners spring i 2012, fik Joseph Kittinger verdensrekorden i år 1960 på 988 km/t i frit fald.
Normale faldskærmsudspring når 216 km/t
Ved normale faldskærmsudspring når man en sluthastighed på ca. 60 m/s (216 km/t.) efter 10 sekunders frit fald.
Når faldskærmen først er udløst, går det mere roligt nedad med ca. 5 m/s, svarende til 18 km/t.
