Jorden er omgivet af magnetiske feltlinjer, det såkaldte magnetfelt, som beskytter os mod ladede partikler fra rummet. Feltet skabes i samspil mellem den faste og den flydende del af Jordens kerne, når den flydende del, som består af jern og nikkel, bevæger sig.
Jordens rotation betyder, at de flydende metaller bevæger sig rundt i hvirvler, som løber langs Jordens rotationsakse. Langs hvirvlerne skabes der magnetiske feltlinjer, som næsten er helt lodrette tæt på polerne, mens de bliver mere og mere bøjede, jo længere væk fra polerne de er.
Jordens magnetfelt ændrer sig
Dermed minder Jordens magnetfelt om feltet, der skabes i og omkring en almindelig stangmagnet – det er et såkaldt dipolfelt.
Men feltet er væsentlig mere uregelmæssigt end en stangmagnets, og det ændrer sig også over tid.
Den magnetiske nordpol og den magnetiske sydpol flytter sig konstant, fordi det flydende metal i kernen finder nye veje. Siden 1845 er magnetfeltet desuden blevet ca. ti procent svagere.
Ifølge de nyeste computermodeller af Jordens indre bevæger magnetfeltet sig mod vest på grund af vestlige strømninger i de yderste dele af Jordens flydende kerne.
Til gengæld viser beregningerne, at den faste, indre kerne roterer mod øst lidt hurtigere end Jorden som helhed.
Magnetfeltet er hullet
Målinger viser, at feltlinjerne er væsentlig svækkede i et område på størrelse med USA, som dækker en del af Sydamerika og det sydlige Atlanterhav.
Hullet præsenterer ingen umiddelbar fare for os her nede på Jorden, men satellitter i kredsløb, som passerer hullet, er ubeskyttede og bliver ramt af stråling fra rummet, der kan forstyrre elektronikken.
