Hvad er radioaktivitet?
Radioaktive stoffer indeholder for mange neutroner i atomkernen i forhold til antallet af protoner. Det gør atomerne ustabile, og for at genskabe stabiliteten, udsender de stråling - eller henfalder. Atomets størrelse afgør, hvilken slags stråling det udsender.
Der findes 3 slags stråling:
1. Alfastråling er heliumkerner: Store radioaktive atomer henfalder ved at udsende heliumkerner, dvs. kerner bestående af to protoner og to neutroner. Det tungeste naturlige grundstof, uran-238, er radioaktivt og henfalder ved en kædereaktion med mange trin. De store alfapartikler bremses let af huden, men hvis strålingen når ind i kroppen via mad eller indånding, er den ekstremt skadelig.
- Det kan standse alfastråler: menneskehud.
2. Betastråling er elektroner: Små radioaktive atomer som fx supertung brint henfalder ved at udsende elektroner, såkaldt betastråling. En elektron udsendes, hver gang en neutron omdannes til en proton. Ved direkte bestråling ender strålerne i huden og kan give kræft, men betastråling er farligst, hvis vi indtager den.
- Det kan standse betastråler: en aluminiumsplade.
3. Gammastråling er lys: Mange mellemstore radioaktive atomer udsender gammastråling. Henfaldet sker typisk ved en totrinsproces, hvor en neutron først omdannes til en proton ved at udsende en elektron. Det nye atom henfalder derefter ved at udsende gammastråling, der er kortbølget lys. Strålerne trænger uhindret ind i kroppen, men er mindre farlige end de andre strålingstyper.
- Det kan standse gammastråler: en tyk blyplade.
Hvorfor er radioaktiv stråling farlig?
Radioaktive stoffer er farlige, fordi de udsender stråling med så høj energi, at strålingen kan rive elektroner af atomer og molekyler, så de bliver elektrisk ladede – såkaldte ioner. Hvis hele kroppen, et organ, eller nogle celler udsættes for radioaktiv stråling, kan der opstå skader.
Hvis dosis er stor nok, slår strålingen de ramte celler ihjel. De døde celler kan blive erstattet af nye celler, med mindre celledøden er så omfattende, at hele organet ødelægges.
Mindre doser, som ikke slår cellerne ihjel, kan i stedet ødelægge vores dna og medføre genetiske mutationer. I nogle tilfælde kan enzymer reparere skaderne, men ikke altid, og så omdannes cellen til en kræftcelle.
Hvordan måles radioaktivitet?
Skaderne afhænger både af strålingsdosis og strålingstype. For at vurdere risikoen bruger eksperter begrebet effektiv stråling, der måles i sievert.
I sieverttallet indgår alle strålingstyperne med forskellig vægt – alfastråling vægter højest. 6 sievert slår næsten alle ramte personer ihjel som følge af akut strålesyge, mens 1 sievert giver 5% forøget risiko for at få kræft.
Den naturlige baggrundsstråling, der findes overalt på Jorden, er i gennemsnit 2,4 millisievert.
Hvad kan radioaktivitet bruges til?
Lige så skadelig som radioaktiv stråling kan være, lige så nyttig er den indenfor moderne lægevidenskab.
PET-skannere bruger fx et radioaktivt sporstof til at lokalisere kræftsvulster i kroppen. Inden skanningen spiser patienten et stykke druesukker med stoffet fluor-18. Kræftcellerne optager mere sukker og dermed mere sporstof end de raske celler. Fluor-18 henfalder ved at udsende positroner, som registreres af skanneren og afslører kræftsvulsten.
Kræftceller kan også slås ihjel ved at føre radioaktive stoffer ind i kroppen. En af metoderne er såkaldt brakyterapi, hvor en beholder med radioaktivt stof anbringes i selve svulsten eller lige ved siden af. Sammenlignet med traditionel strålebehandling er fordelen, at strålingen koncentreres i det kræftramte område og dræber færre raske celler.