De mest eksotiske objekter, vi kan håbe på at finde i universet, er de såkaldte ormehuller. I teorien er et ormehul et sort hul, der skaber en slags tunnel til et andet sted i universet eller til et helt andet univers.
Idéen om ormehuller er udledt af Einsteins relativitetsteori, men ingen ved, om de findes i virkeligheden. Nu har fysikere fra Vanderbilt University i USA fundet en måde at afgøre det på.
Tyngdebølger viser vej til ormehullet
Fysikerne har lavet beregninger, som viser, hvad der vil ske, hvis et sort hul på fire gange Solens masse falder ned i et ormehul, der munder ud i et andet univers.
Når sorte huller smelter sammen, skaber de tyngdebølger, vi kan måle med særlige detektorer. Hvis det ene af hullerne er et ormehul, kan det ses på bølgemønsteret.
Forskerne ved, at når to sorte huller mødes, udløser det såkaldte tyngdebølger, som ruller gennem rummet og deformerer det. Bølgerne kan måles af de ekstremt følsomme detektorer LIGO og Virgo, som findes i henholdsvis USA og Italien.
Når et mindre sort hul spirallerer ned i et større, danner bølgerne et mønster med stigende frekvens. Det samme vil i første omgang ske, hvis det lille sorte hul falder i et ormehul.
Tyngdebølgerne vil dø ud, fordi det sorte hul passerer gennem ormehullet til det fremmede univers. Herfra vil det igen spirallere ind mod ormehullet, og i det øjeblik, det er tilbage i vores univers, vil vi igen kunne måle tyngdebølger fra det.
På den måde vil det lille sorte hul rejse frem og tilbage mellem de to universer, indtil det har mistet så meget energi, at det falder til ro midt i ormehullet.
Mønsteret er et fældende bevis
Undervejs vil tyngdebølgerne danne et helt særligt mønster – en slags fingeraftryk, som er et entydigt bevis for, at der er et ormehul i spil. Dermed har LIGO og Virgo nu praktisk mulighed for at gå på jagt efter ormehuller i universet.
