© NASA

Spøgelsespartikel skal løse universets gåde

En lille partikel, neutrinoen, kan måske udslette sig selv og dermed opklare, hvorfor der findes stof i universet.

10. september 2018

Da universet blev til ved big bang for 13,8 mia. år siden, blev der ifølge teorien skabt lige meget stof og antistof. 

Stof er det, vi selv består af og lever i. Antistof er bygget af partikler med modsatte egenskaber. En proton modsvares fx af en antiproton med modsat ladning, ligesom en elektrons modstykke er en positron.

Når stof og antistof mødes, udsletter de hinanden i en stor energiudladning, og på den måde forsvandt langt det meste stof og antistof kort efter big bang. 

Faktisk burde det hele være væk, og en af fysikkens største gåder er, hvorfor der blev en smule stof i overskud til at danne stjerner, planeter og galakser.

Spøgelsespartikel er sin egen modsætning

Nogle fysikere mener, at hemmeligheden ligger hos den lille spøgelsesagtige partikel neutrinoen. Måske er den sin egen anti­partikel, hvilket kan forklare, at der opstod en ubalance
mellem stof og antistof i det unge univers. 

Fysikerne har flere gange forsøgt at afklare spørgsmålet i eksperimenter, og nu opruster de deres udstyr med et forsøg i detektoren GERDA i bjergområdet Gran Sasso i Italien. 

Her vil de undersøge det radioaktive henfald af en særlig udgave af grundstoffet germanium.

Sjældent henfald opklarer mysterie

Under henfaldet forvandles en neutron i atomkernen til en proton, mens en elektron og en antineutrino udsendes. I sjældne tilfælde sker to henfald samtidigt og frigiver to antineutrinoer. 

Hvis de to partikler omgående udsletter hinanden, så fysikerne ikke kan måle dem, må antineutrinoer og neutrinoer være det samme – og så ved vi, hvor alt stof i universet kommer fra.

Fysikere fanger flygtige partikler 

Forsøget skal udføres i en kæmpestor detektor 1400 meter under Jorden. I tanken sikrer vand, kobber og flydende argon, at målingerne ikke bliver forstyrret af stråling fra omgivelserne.

Det næste skridt

Har du mod på mere fysik? Med et abonnement på Illustreret Videnskab bliver du taget i hånden og ført sikkert gennem fysikernes fascinerende verden – fra de mindste elementarpartikler til de tungeste sorte huller. Bestil i dag, så honorerer vi dig med et slagtilbud:

  • Adgang til alle vores e-magasiner, bl.a. National Geographic, Bo Bedre og Gør Det Selv
  • Et sæt lækre trådløse høretelefoner fra Vinyl Tech
  • To numre af Illustreret Videnskab

Og du får endda hele pakken til beskedne 99 kronerdu sparer 497 kroner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.