Shutterstock

Global opvarmning gør flyvning mere turbulent

Flyveturen over Atlanten er blevet mere urolig de seneste årtier. Og årsagen er den globale opvarmning, viser ny undersøgelse.

Risikoen for, at en flyvetur over Atlanten bliver ramt af voldsom turbulens, er 55 procent højere i dag, end den var for fire årtier siden.

Det viser en ny rapport, og ifølge forskerne bag er det klodens stigende temperaturer, der skal have skylden for de ekstra turbulente timer i flysædet.

Usynlig turbulens raser over Atlanten

Forskere fra University of Reading i England har finkæmmet meteorologiske data fra 1979 og frem til 2020.

Og mens den globale opvarmning er steget, har den såkaldte clean-air turbulence (på dansk: 'klar luft-turbulens') gjort det samme, fremgår det af deres rapport, som er udgivet i tidsskriftet Geophysical Research Letters,

Den særlige type turbulens har fået sit navn efter, at det er vejrforhold, som er usynlige for det blotte øje, der giver voldsomme vindstød og lufthuller. Den slags vejr, som kan få madbakken til at slå saltomortaler på flysædets foldebord.

Svær klar luft-turbulens rammer i dag et gennemsnitligt sted over Atlanterhavet næsten 27,5 timer om året. Det er 55 procent flere end de 17,7 timer, det særligt vejrfænomen rasede samme sted tilbage i 1979, viser de engelske forskeres rapport.

Verdenskort med blå og rød

Forskernes kort over, hvor risikoen for klar luft-turbulens er steget mest. Jo mere rødt, jo mere er risikoen for den svære turbulens steget.

© Mark C. Prosser et al.

Global opvarmning gør vinden utilregnelig

Klar luft-turbulens opstår, når vinden hurtigt skifter retning og hastighed.

Og global opvarmning får vinden til at opføre sig utilregneligt hyppigere. Atmosfæren er nemlig blevet varmere, mens stratosfæren ved polerne er blevet koldere.

Temperaturforskellen mellem luftlagene gør vindstødende mere omskiftelige - og flyveturen mere urolig.

Den nye rapport viser også, at risikoen for klar luft-turbulens er steget mest over Atlanten og USA - nogle af de mest befærdede luftveje i verden.

Generelt er den nordlige halvkugle blevet hårdere ramt af tiltagende klar luft-turbulens, men hvorfor kan forskerne endnu ikke svare på.

De vil dog godt konkludere, at den usynlige og voldsomme klar luft-turbulens bliver endnu mere almindelig, hvis klodens temperaturer fortsætter med at sige.

I et studie fra 2017 påpegede forskere fra University of Reading allerede, at risikoen for svær klar luft-turbulens bliver to til tre gange højere, hvis udledningen af drivhusgasser ikke begrænses.