10 millioner pumper skal redde havisen i Arktis

I forsøget på at sikre havisen i Arktis foreslår forskere at fryse Ishavet ved at pumpe havvand op til overfladen og sprede det ud over iskappen.

Havisen i Arktis bliver tyndere og tyndere. Nu har forskere fået en idé til, hvordan vi kan redde den forsvindende havis.

© NASA

Ti millioner vinddrevne pumper skal suge havvand op til overfladen og sprøjte det ud over den arktiske iskappe.

Her vil den bidende vinterkulde med 35-40 minusgrader lynfryse havvandet og gøre den svindende iskappe tykkere.

Klimaforskere advarer om, at havisen på grund af den globale opvarmning kan være forsvundet fra Arktis allerede i sommeren 2030, og de dystre udsigter har fået et hold af forskere fra Arizona State University i USA til at foreslå den spektakulære redningsplan.

Projektet koster 3.500 milliarder kroner

Ifølge forskerholdets beregninger vil forslaget gøre iskappen en hel meter tykkere i løbet af en enkelt vinter – den arktiske iskappe er i øjeblikket omkring to-tre meter tyk.

Det vil forhindre, at havisen fremover skrumper til ny bundrekord hver sommer. Tværtimod vil isen genskabes, så den når samme udbredelse som for 15 år siden, og bremse den globale opvarmning.

Vejen til en realisering af idéen er dog lang. Projektet skønnes at koste i omegnen af 3.500 milliarder kroner, og de flydende ismaskiner findes stadig kun på et teoretisk plan.

Vindmølle skaber strøm til pumpen

Vinden blæser stort set konstant i Arktis med en gennemsnitshastighed på 6,4 meter i sekundet. Blæsten holder pumpen kørende.