Ud fra Sydamerikas kyst ved ækvator driver et vindsystem kendt som passatvindene normalt varmt overfladevand mod Australien og New Zealand i vest. Når vandet flytter sig, stiger koldere bundvand op ved Sydamerikas vestkyst og køler kystområderne, mens det varmere vand i øst giver mere regn. Regnen får store luftmasser til at stige til vejrs, hvilket er med til at holde passatvindene i gang i en evig cyklus.
Under La Niña – som finder sted omtrent hvert tredje til femte år – bliver effekten imidlertid forstærket. Kraftigere passatvinde end normalt skubber endnu større mængder varmt havvand fra øst mod vest.
Det får endnu mere koldt bundvand til at stige op i det østlige Stillehav, ud for både Syd- og Mellemamerikas kyster. Havets overfladetemperatur bliver koldere, hvilket resulterer i koldere vejr og mindre nedbør i både Sydamerika, Mexico og amerikanske stater som Californien, New Mexico, Arizona og Texas.
Da La Niña dermed har en markant indflydelse på klimaet i store dele af Stillehavsområdet, kan ændringerne i de lokale temperaturer også måles i den den globale gennemsnitstemperatur.
La Niña kan ikke matche klimaforandringer
Selvom La Niña resulterer i koldere gennemsnitstemperaturer globalt, kan fænomenet ifølge Met Office dog ikke måle sig med den fortsatte globale opvarmning.
Sammenlignet med tidligere La Niña-år som 2011 og 2000, tegner 2021 sig til at blive markant varmere som følge af klimaforandringerne.
Ifølge forskerne viser udviklingen med al tydelighed, at den globale opvarmning skal tages ekstremt alvorligt.