Chokbilleder: Gigantisk isbjerg løsriver sig fra Antarktis
Det kan være et spørgsmål om dage, før ét af verdens største isbjerge brækker af havisen ud for Antarktis. Sådan lyder den gruopvækkende advarsel fra en gruppe forskere ovenpå en række nye satellitbilleder.

Den gigantiske sprække er vokset med hele 18 kilometer på knap en uge.
En 300 meter tyk iskappe er ved at brække midt over og efterlade et isbjerg på størrelse med staten Delaware i havet ud for det vestlige Antarktis.
Sådan lyder den faretruende advarsel fra en gruppe amerikanske og engelske forskere ovenpå en række nye satellitbilleder af en gigantisk sprække i den flere tusind år gamle Larsen C-iskappe.
Faretruende tæt på at knække
Forskerne har holdt et vågent øje med sprækken i flere år, men over de seneste måneder har dens rute hen over den ældgamle iskappe skabt dybere bekymringsrynker end vanligt.
Nye satellitbilleder afslører, at sprækken voksede med hele 18 kilometer på knap en uge i slutningen af maj måned. Og det betyder, at det nu kun er sølle 13 kilometer is, der forhindrer det gigantiske isbjerg i at forsvinde i Det Sydlige Ishav.
En opdagelse, der får forskere som Dan McGrath fra US Geological Survey til at ringe med de helt store alarmklokker:
”Jeg forventer, at det kommer til at ske inden for dage eller uger,” lyder det til Reuters.
Får katastrofale følger
Larsen C-iskappen flyder allerede i havet, og knækker et stort stykke af, får det derfor ikke de store konsekvenser for vandstanden.
Men forskerne frygter, at isbjergets havfærd kan gøre resten af den enorme kappe sårbar og dermed øge risikoen for, at hele Larsen C kollapser.
Sker det, kan det efterlade en vandstandsstigning på op mod 10 centimeter i verdenshavene.