Shutterstock

Dine madvaner påvirker miljøet syv gange mere end antaget

Transport af fødevarer fra fjerne egne skader klimaet syv gange mere end antaget, viser et australsk studie. Forskernes råd er at spise plantebaseret, sæsonbetonet og frem for alt lokal mad.

Når du køber kokosnødder, kiwifrugter og andre eksotiske fødevarer, er du med til at øge verdens CO2-aftryk – også mere end du hidtidig er blevet fortalt.

Et nyt australsk studie har vist, at knap en femtedel af den globale fødevareproduktions CO2-udslip på 30 procent af hele verdens udledning stammer direkte fra fragten af importerede madvarer.

Det betyder, at seks procent af verdens samlede CO2-aftryk kommer fra transport af fødevarer, hvilket eksempelvis er mere end 15 gange Storbritanniens samlede udledning.

Syv gange højere end forventet

De australske forskere fra Sydneys Universitet angiver i deres forskningsrapport, at transporten af den eksotiske mads miljøpåvirkning er op mod 7,5 gange højere end tidligere studier har vist.

Forskerne er kommet frem til resultatet af fødevarefragtens klimapåvirkning ved undersøge transporten af mad og drikkevarer med tog, fly, skibe og lastbiler mellem 74 lande.

Derefter har de set nærmere på afstandene mellem lande med fødevareproduktion og de lande, hvor maden i sidste ende havner på tallerknerne.

I absolutte tale løber det årlige CO2-udslip fra fødevaretransporten årligt op i tre gigaton, hvoraf cirka halvdelen kommer fra lastbilstransporter.

Ikke overraskende er det fødevareimporten i velstående lande, der i høj grad påvirker klimaregnskabet i negativ retning.

Eksempelvis kommer 46 procent af fødevarefragtens CO2-aftryk fra USA, Tyskland, Frankrig og Japan, selvom de fire lande tilsammen blot huser 12,5 procent af verdens befolkning.

Lokale planter er vejen frem

Fødevareforskningen har i de seneste år centreret sig om klima-gevinsten ved at spise planter frem for kød.

Men i slipstrømmen på studiet advarer forskerne generelt mod at fylde indkøbskurven i supermarkedet med fødevarer fra fjerne egne – også selvom det kun er frugt og grøntsager, du hiver ned fra hylderne.

For transporten af frugt og grøntsager tegner sig for en tredjedel af fødevaretransporternes CO2-udledning, da de typisk fragtes under temperaturkontrollerede forhold i eksempelvis kølevogne.

Forskerne anbefaler derfor kost udelukkende bestående af lokale fødevarer, hvilket betyder mad og drikkevarer produceret inden for 160 kilometer fra din bopæl.

CO2-venlige transportmidler under udvikling

© Tesla

Lastbiler

Fødevarernes helt store klimasynder på transportområdet er lastbiler, hvor der arbejdes intenst på at tilføre batterier som alternativer til nutidens dieselmotorer.

Problemet med eldrevne lastbiler er dog deres enorme vægt, hvor tomme batterier vejer nogenlunde det samme som fuldt opladede batterier. Vægtproblemet påvirker slutprisen på lastbilerne.

Eksempelvis har Tesla udviklet lastbilen Semi med en rækkevidde på godt 500 kilometer, som koster cirka 1,3 millioner kroner.

Til sammenligning kan transportører købe en traditionel lastbil til cirka det halve, som kører dobbelt så langt på en fuld tank – og som kan tankes op igen markant hurtigere end el-lastbilernes opladninger.

© Heart Aerospace

Fly

El-drevne fly til fødevaretransport kæmper ligesom lastbilerne med vægten.

Ikke desto mindre har udviklingen af klimavenlige fly vist lovende tegn i de seneste år.

Flyselskabet American Airlines har eksempelvis købt 100 CO2-frie fly med 19 sæder fra den svenske iværksættervirksomhed Heart Aerospace. Flyene forventes i rutefart på kortere distancer over USA i 2026.

Flyfabrikanten Wright Electric forventer ligeledes inden for de næste fire år at sende et elektrisk fly med 100 passagerer i rutefart– og senest i 2030 have et passagefly med 186 sæder og en rækkevidde på knap 1.300 kilometer klar til flyselskabet EasyJet.

©

Skibe

I skibsindustrien eksperimenteres der også på livet løs med at vride sig fri af fossile brændstoffer.

Seneste skud på stammen er at sætte sejl på de store tankskibe, selvom sejl på både er en over 5.000 år gammel teknologi.

Transportselskabet Michelin – nok mest kendt for sine dæk – har således pustet vind i håbet om at hejse sejl på kæmpe skibe for at undgå CO2-udledninger til søs.

Det danske fragtselskab Mærsk har sidste år annonceret, at virksomhedens første CO2-neutrale fragtskib er klar til søs i 2023.

Så meget kan lokal kost spare

Selvom alle i hele verden skifter til at spise lokalt dyrket kost, vil der stadig være klimamæssige transportomkostninger.

Ifølge de australske forskere kan indkøb af lokale fødevarer spare udledninger på cirka 0,38 gigaton, som svarer til Storbritanniens årlige CO2-udledning.

Men dette scenario er stort set urealistisk, da sultne maver i flere lande er afhængige af fødevareimport.

De australske forskere står dog fast på, at forbrugerne i især rige lande bør undgå at købe mad uden for lokale sæsondyrkning, da den slags fødevarer altid skal transporteres langvejs fra.