Dyrene haster mod nord: På flugt fra klimaet

Med nye, avancerede modeller over dyrenes bevægelser vil de ikke alene udpege, hvilke arter der er særlig truede af klimaet, men også hjælpe dyrene med at finde nye levesteder i selv de dystreste klimascenarier.

Flygtninge søger mod kulden

Klimaforandringer har altid været en del af Jordens historie og gennem tiden tvunget dyrearter til både at udvikle nye egenskaber og sprede sig rundt på kloden. I løbet af de seneste to millioner år har globale opvarmninger givet en temperaturstigning på omkring fire-syv grader over en periode på 5000 år.

Til sammenligning viser de seneste klimamodeller, at kloden vil nå en temperaturstigning på to-fire grader i år 2100, hvilket betyder, at opvarmningen i løbet af dette århundrede sker mindst 20 gange hurtigere end tidligere.

Da det tager tid at tilpasse sig omgivelserne, er flugt til nye og mere passende levesteder den eneste udvej for de fleste dyr. En undersøgelse viser, at arter i gennemsnit tilpasser sig nye klimabetingelser med en hastighed på én grad pr. én million år – dvs. 10.000-100.000 gange langsommere end de forventede temperaturforandringer.

Flugten fra klimaforandringerne er allerede begyndt, og tendensen er klar – dyrene flygter mod køligere egne.

Forskere har fulgt mere end 1700 arters spredning og opdaget, at de i gennemsnit rykkede 6,1 km længere mod polerne hvert årti, eller 6,1 m højere op mod kulden i bjergene. Faktisk har en række små pattedyr flyttet deres levesteder hele 500 m længere op ad skråningerne de sidste 100 år. I samme periode er minimumstemperaturen i bjergene steget tre grader.

Hvor langt og hvor hurtigt arter spreder sig, afhænger af flere faktorer, bl.a. hvor godt de tåler temperaturstigninger. En europæisk undersøgelse fulgte i perioden 1990 til 2008 fugles og sommerfugles bevægelser.

I løbet af de 18 år flyttede sommerfuglene deres levesteder ca. 114 km længere nordpå, mens fuglene var rykket 37 km. Beregninger viste dog, at dyregrupperne haltede efter den globale opvarmning og skulle have bevæget sig henholdsvis 212 km og 135 km længere mod nord for at finde de samme temperaturforhold som før.

At forudse, hvor dyrene flygter hen, er ikke en nem opgave. Arters muligheder for at flygte afhænger bl.a. af deres bevægelsesevne og reproduktionsevne og forhindringer i landskabet. Fugle er letbevægelige og kan ubesværet flyve hen til nye levesteder, men for langsomme dyr som dovendyr og skildpadder er langdistance-migrering nærmest umulig.

Dyr som koalaen, der bruger meget tid på at spise og sove, vil også have vanskeligt ved at migrere langt. Og selv for dyr, som er fysisk rustede til at bevæge sig over lange distancer, kan landskaberne undervejs volde store problemer.

Bjergkæder, oceaner, floder og ikke mindst menneskeskabte infrastrukturer er nogle af de terrænmæssige udfordringer, dyrene kan støde på. Dertil kommer ændrede temperaturer, mangel på føde og ekstra nedbør, som ligeledes kan begrænse flugtmulighederne.

Forskere advarer mod katastrofe

For bedre at forstå, hvordan klimaforandringer påvirker arters søgen efter nye levesteder, har økologer og bevarelsesbiologer indsamlet store mængder data.

Oplysningerne er bagefter blevet brugt til at udvikle computermodeller, som kan simulere dyrenes flugt under forskellige klimascenarier.

Forskere fra University of Washington har anvendt en sådan model til at forudse, hvor hurtigt 493 pattedyr fra den vestlige halvkugle – bl.a. leoparder, egernaber og stinkdyr – vil være nødt til at flygte fra de stigende temperaturer. Modellen afslørede, at 9,2 pct. af dyrene ikke ville kunne følge med klimaforandringerne. Enkelte steder ville helt op mod 39 pct. ikke være hurtige nok.

Modellen viste også, at hele 87 pct. af pattedyrene ville få indskrænket deres levesteder – først og fremmest fordi klimaforandringer vil gøre nogle steder ubeboelige, men også fordi dyrene simpelthen ikke kan sprede sig hurtigt nok til nye områder. Her er det især aber og mindre pattedyr som muldvarper, spidsmus og pungdyr, som vil blive efterladt på perronen.

Også krybdyr er i fare, da mange arter er sårbare over for forandringer. Blot små ændringer i temperatur og nedbør kan potentielt føre til døden.

Et eksempel er den kinesiske krokodilleøgle, Shinisaurus crocodilurus. Arten lever kun i lavvandsområder i kølige og tæt bevoksede skove i Nordvietnam og det sydlige Kina. Krokodilleøglen lever under helt bestemte temperaturer og nedbørsforhold, og derfor vil klimaforandringer ifølge forskernes fremskrivninger gøre drastiske indhug i krybdyrets levesteder.

Situationen er værre end ventet

I et forsøg på at hjælpe krokodilleøglen og andre dyr med at finde passende levesteder har forskere fra Georgia Institute of Technology i USA udviklet en mere præcis og omfattende model kaldet megaSDM.

Modsat andre modeller inddrager megaSDM også de fysiske begrænsninger i dyrenes bevægelser og tegner et kort over, hvor langt arterne rent faktisk kan nå at bevæge sig i forskellige klimascenarier.

I 2021 brugte forskerne modellen til at undersøge, hvordan 165 nordamerikanske pattedyr vil have spredt sig i 2050 og 2070. Forskerne opstillede to scenarier: et med begrænsninger for dyrenes spredning og et uden.

Modellen afslørede, at artsrigdommen styrtdykkede i begge scenarier pga. klimaforandringer, og at arterne generelt rykkede længere mod nord. Men når begrænsningen i dyrenes spredning blev taget med, viste situationen sig endnu dystrere end først antaget.

Ifølge megaSDM vil mange arter ikke kunne nå at flygte til passende levesteder inden 2070, hvor klimaforandringer for alvor vil have ændret planeten, så selvom potentielle nye levesteder vil opstå længere mod nord, vil de være fysisk umulige for dyrene at nå i tide.

Model skal redde dyrene

Den avancerede computermodel er dog ikke kun en dommedagsbudbringer. Evnen til at kombinere data om arter, tid, klima og geografi vil forskerne nu udnytte til at redde dyrene og bevare klodens biodiversitet.

Modellen kan fx afsløre arter, der vil blive særlig udfordret, og tegne kort over, hvilke områder de vil forsøge at sprede sig til. Herefter kan forskerne give dem en hjælpende hånd med at nå derhen.

Det kan fx ske ved at skabe passager mellem vilde naturlandskaber, så dyrene lettere kan bevæge sig fra et område til et andet – bl.a. i form af de såkaldte faunabroer over motorveje.

Derudover er der fokus på at oprette midlertidige tilflugtssteder for klimaflygtningene i beskyttede naturområder, ligesom forskerne også fysisk vil flytte dyrene. Strategien er dog kontroversiel, fordi overførelsen af arter til nye områder potentielt kan skabe problemer for eksisterende arter i området, men situationen er så kritisk, at bevarelsesbiologer er villige til at løbe den risiko.

Et af de dyr, som forskerne aktivt vil hjælpe, er koalaen. Ved at flytte Australiens nationaldyr til nye beskyttede leveområder vil biologerne både sikre genetisk diversitet, så indavl undgås, og forhindre, at nyhedsmedierne igen flyder over med billeder af forbrændte og røgforgiftede koalaer.