Havbunden kan afsløre fremtiden
I den nye undersøgelse sendte marine-geologer fra USA, England og Sverige en selvstyrende, orange undervandsrobot kaldet Rán 700 meter ned under havets mørke overflade.
På en 20 timer lang mission kortlagde robotten et isfrit område på havbunden foran gletsjeren på størrelse med Houston. Og de højtopløselige billeder gav forskerne mulighed for at nærstudere, hvordan den yderste kant af iskæmpen har trukket sig tilbage i fortiden - og dermed også hvordan den kan gøre det i fremtiden.
Se mere om undervandsrobottens komplicerede mission her:
Billederne afslørede, at kanten af Thwaites-gletsjeren, i en ukendt periode på seks måneder i løbet af de seneste 200 år, har trukket sig dobbelt så hurtigt tilbage, som den gjorde i perioden fra 1996 til 2009. Og tre gange så hurtigt som den trak sig tilbage fra 2011 til 2017.
Og selvom iskæmpens mere langsommelige forsvinden i nyere tid måske lyder positivt, skaber opdagelsen bekymring blandt forskerne.
Ifølge dem er den et varsel om, at gletsjerens tilstand lynhurtigt kan ændre sig, og at "lignende hurtige tilbagesmeltninger kan ske i den nærmeste fremtid", som de selv skriver i rapporten.
"Thwaites holder virkelig fast med det yderste af neglene," lyder det fra Robert Larter, der er en af forskerne bag undersøgelsen og marine-geofysiker ved British Antarctic Survey i en pressemeddelelse.
“Vi må forvente at se store forandringer over små tidsskalaer - selv fra det ene år til det andet," lyder det fra forskeren.
Thwaites-gletsjeren munder ud i Amundsen-havet og fungerer som en enorm prop for de bagvedliggende isstrømme. Forskerne frygter, at gletsjerens tilbagetog kan få hele iskappen på Vestantarktis til at kollapse.
Sker det, kan havene, ifølge forskerne, stige med mellem 1 til 3 meter og oversvømme kystbyer verden over.