Din by er fuldstændig forandret. Året er 2050, og du kigger ud ad vinduet. Mellem bygningerne ligger moser og søer. Støjen fra den tætte trafik, der engang fyldte gaderne, er forstummet. Og forstæderne i det fjerne er overgroet med skov.
Du fælder måske en tåre over dit forsvundne barndomsland, men byens forandringer er en nødvendighed.
Sådan vil virkeligheden formentlig se ud for en stor del af verdens befolkning om få årtier.
6,7 milliarder mennesker vil bo i byer i 2050 ifølge FN. World Urbanization Prospects: The 2018 Revision
I dag bor 55 procent af Jordens otte milliarder mennesker i byer. I 2050 vil tallet ifølge FN være 68 procent – og byerne vil huse 2,5 milliarder flere beboere end nu.
Udviklingen skaber udfordringer, fordi levevilkårene i byerne bliver værre og værre, i takt med at klimaforandringerne skruer op for varme, nedbør og havniveauer.
Men den skaber også muligheder. Større og tættere beboede byer lyder måske som opskriften på mere forurening, men sådan behøver det ikke at være. I stedet giver fremtidens storbyer os en gylden mulighed for at rette op på de skader, vi har påført planeten.
Byer kæmper med varmen
Klodens temperatur stiger, og ifølge en FN-rapport fra 2022 vil den stigning gå særlig hårdt ud over storbyerne.
I rapporten beskriver forskerne, hvordan byerne bliver udsat for den såkaldte varmeø-effekt, der lægger op til to grader oven i den temperaturstigning på fire-fem grader, som den globale opvarmning kan forårsage frem mod år 2100.
Varmeø-effekten er et resultat af, at asfalt suger solens varme til sig. Samtidig skaber bygningerne læ, der forhindrer vind i at fjerne den varme luft.
397 millioner – så mange ekstra byboer fik kloden mellem 2015 og 2020.
Klimaforandringerne giver desuden mere nedbør, som også rammer byerne hårdt. De høje huse forstærker nemlig den uro i luftmasserne, der nærer de kraftigste byger. Og fliser, beton og asfalt forhindrer vandet i at forsvinde ned i jorden.
Vandet kan kun slippe væk gennem kloakkerne, som ofte ikke er store nok til at håndtere de store vandmasser, og resultatet er ødelæggende oversvømmelser.
Problemerne med varme og vand kan dog klares med en simpel løsning: parker.
Bykortet bliver grønt
Ind med moser og søer og ud med forstæderne – fremtidens bykort kommer til at se helt anderledes ud end det, vi er vant til.
I en kinesisk undersøgelse fra 2021 kom forskerne frem til, at parkerne i storbyen Wuhan var køligere end den omgivende by. Nogle steder lå temperaturforskellen på over syv grader.
Velplacerede grønne områder kan altså hjælpe med at afkøle byerne. Samtidig gør de det nemmere for regnvand at forsvinde ned i jorden, så vi undgår oversvømmelser.
I parkerne kan den store mængde regnvand tilmed udnyttes til at øge den afkølende effekt. Store søer sænker nemlig temperaturen yderligere ifølge undersøgelsen i Wuhan.
Princippet bag parkernes kølende effekt kan ikke bare udnyttes på byplan. I byens enkelte huse kan lodrette haver på bygningernes yderside sænke temperaturen indenfor med op til fire grader.
Som en ekstra gevinst renser haverne luften for forurening, heriblandt kvælstofforbindelser fra bilernes udstødning.
De to højhuse, kaldet Bosco Verticale, i Milano, Italien, er i alt udstyret med 800 træer og 16.000 mindre planter.
Alle kan gå til alt
Netop forureningen fra biler vil dog i fremtiden blive et stadig mindre problem, hvis det står til forskerne. Fossile brændsler som diesel og benzin skal nemlig helt ud af metropolerne.
Målet er ikke bare at øge luftkvaliteten, men også at sænke udledningen af drivhusgasser, så klimaforandringernes skadelige effekter kan bremses.
Forstadsbeboere udleder mere kuldioxid end byboer.
Et vigtigt skridt mod mindre udledninger er at mindske behovet for transport. Byerne skal designes, så alle daglige gøremål, heriblandt arbejde, indkøb, sundhedspleje, uddannelse og underholdning, kan klares inden for 15 minutters gåafstand.
Samtidig skal forstæderne væk, for deres relativt spredte bebyggelse betyder længere transportafstande.
Når forstadsbeboerne pakkes sammen på et mindre areal i storbyerne, skal de transportere sig kortere – og samtidig frigives forstædernes store arealer til dyrkning af skov, som aktivt kan fjerne drivhusgasser fra atmosfæren.
Elbiler lagrer energi
Den tilbageværende transport skal baseres på grøn energi. Omstillingen til eldrevet transport er allerede i gang, bl.a. i Norge, hvor 64,5 procent af de nye personbiler i 2021 var elektriske.
Ud over at udlede mindre kuldioxid end benzinbiler har elbiler en anden vigtig funktion i fremtidens byer. De kan lagre overskudsproduktionen fra sol- og vindenergi og sende den tilbage til elnettet efter behov.
Lige nu er det problematisk at basere hele vores elsystem på grøn energi som vind- eller solenergi, fordi elproduktionen fra disse energityper varierer alt efter vejret og tidspunktet på dagen.
Men hvis vi kan lagre overskudsenergien fra de tidspunkter, hvor solen skinner, og vinden blæser, og så bruge den, når den grønne energi er i underskud, vil vi kunne gå helt væk fra fossile brændstoffer.
Jo tættere på forbrugeren strømmen produceres, jo bedre.
Fremtidens byer skal dog ikke bare fungere som et lager for grøn energi. De skal også selv producere den.
I dag taber selv de bedste højspændingsledninger mindst 0,5 procent og ofte væsentlig mere af energien for hver 100 kilometer kabel, så jo tættere på forbrugeren strømmen produceres, jo bedre.
Derfor tegner arkitekterne allerede nu bygninger med integrerede energiløsninger som vindmøller på taget og solceller som facadebeklædning og vinduer.
Huse leverer energi og mad
Fremtidens lejlighedsbygninger skal producere deres egen klimavenlige energi og mad. Samtidig skal de huse flere mennesker – så beboerne skal lære at deles om pladsen.
Alle overflader udvinder energi
Otte meter høje, næsten lydløse vindmøller, som kan placeres på taget, producerer 2500 kilowatt-timer hver om året. Det dækker behovet for en familie. Facadebeklædning med solceller leverer halvdelen af bygningens strømforbrug.
Familier deles om rummene
Opførelsen af bygninger udleder store mængder CO2. Behovet for at bygge nye bygninger kan nedsættes ved at sikre, at hver bygning kan huse flere mennesker. Det gøres ved, at beboerne deles om pladsen i en række fælleslokaler.
Bygningen brødføder beboerne
Landbrug kræver i dag store mængder drikkevand og landareal. Ved at dyrke fødevarer i byen via akvaponi, hvor afføring fra fisk fungerer som gødning, kan vi sænke vandforbruget med 80 procent og frigøre landbrugsareal til skov.
Byerne skal også være selvforsynende på et andet punkt: fødevarer. Når grøntsager dyrkes i byerne, sparer vi landbrugsareal, som så kan omlægges til vild natur.
Vi bringer samtidig varerne tættere på forbrugerne, så vi sparer transport – og får friskere grøntsager.
Salat dyrkes i kælderen
I en amerikansk undersøgelse fra 2020 så forskerne på klimaomkostningerne ved transport af frugt og grønt.
De konkrete tal varierer, alt efter om der benyttes fly, skib, tog eller lastbil, men tendensen er klar. Skal 1 kg appelsiner fra Californien til New York, udleder det 0,3 kg CO2. Kommer appelsinerne hele vejen fra Mexico, stiger omkostningerne til 0,7 kg CO2.
Den største gevinst kommer fra grønt, der hurtigt mister friskheden og derfor skal transporteres fra dag til dag. Det gælder fx salat, som i stedet for friland kan dyrkes i etager i fx en tidligere parkeringskælder med brug af LED-lys.
Akvaponi er en dyrkningsteknik, som kan bruges i byerne. Den udnytter afføring fra fisk i en stor vandtank til at gøde afgrøder med.
Salat dyrket i byen ved hjælp af ren grøn energi og med fokus på genbrug af ressourcer udleder ifølge en undersøgelse fra 2018 kun 0,16 kg CO2 pr. kg salat. Til sammenligning koster frilandssalat 0,54 kg CO2 pr. kg, hvoraf de 0,36 kg stammer fra transporten.
Samtidig mindsker bygrønt behovet for vand med 80 til 90 procent og pladsbehovet med 95 procent.
Finsk by viser vejen
Mange af de teknologier, der skal gøre fremtidens byer klimaneutrale, findes allerede. Alligevel er der endnu ingen byer, som udnytter dem alle.
Men nogle steder begynder byerne at nærme sig fremtidsvisionen. Det gælder bl.a. i den finske bydel Kalasatama i Helsinki. Her er der lagt en plan for, hvordan området skal blive kulstofneutralt inden 2040 og samtidig huse 30.000 mennesker.
En af strategierne for byplanlæggerne er at skabe en blandet bebyggelse, som sikrer, at beboerne kan nå alle de daglige fornødenheder inden for gåafstand.
Kalasatama er desuden bygget med et affaldssystem, hvor skraldebiler kan undværes. I stedet sorterer beboerne affaldet og smider det i en skakt, som enten fører det til genbrug eller til energiudvinding.
Kalasatama er langtfra kommet i mål med sin plan endnu, men hensigten med projektet er heller ikke nødvendigvis at lykkes i første hug. I stedet skal bydelen fungere som et laboratorium for nye og eksperimenterende grønne teknologier.
Planen er så, at de, hvis de er en succes, skal rulles ud i hele Helsinki og derfra måske ud i resten af verden – også til den by, hvor netop du bor engang i fremtiden.