Shutterstock

Gamle træer kan være klodens hemmelige klimavåben

En helt særlig type træer gemt i de tropiske skove har vist sig at gøre mere ved CO2-regnskabet end forventet – i den rigtige retning.

Klimaforskerne har muligvis overset klodens hemmelige våben

En undersøgelse af tropiske skove i Panama afslører, at en type hurtigt voksende og massive træer udgør langt størstedelen af skovens biomasse. Disse gamle “pionertræer” binder mere CO2 end andre – hvilket vores klimamodeller ikke har taget højde for.

Langlivede pionerer er et hemmeligt CO2-våben

Undersøgelsen, der er udgivet i det anerkendte tidsskrift Science, viser, at træer, som vokser hurtigt, lever længe og reproducerer sig selv langsomt opbevarer langt størstedelen af skovens CO2.

Disse “langlivede pionerer” – for eksempel mahogni eller paranøddetræer – vokser op til dobbelt så hurtigt som andre træer, og de kan tårne over de andre trækroner i hundredevis af år.

Sådan omdanner træer CO2

Træernes rødder suger vand op fra jorden, og bladene optager CO2 fra luften og lys fra Solen. Kuldioxiden, lyset og vandet omdannes til sukker og ilt gennem fotosyntese.

Mens ilten bliver sluppet ud i atmosfæren igen, går sukkeret i forbindelse med næringsstoffer fra jorden og danner biomasse til træet. Når der dannes biomasse, vokser træerne.

Alle træer omdanner CO2 til biomasse – men ikke alle lige effektivt.

Træer har forskellige vækststrategier, som alle har fordele og ulemper. Træer, der vokser hurtigt, bliver ofte ikke så gamle, som deres mere langsomt voksende kollegaer. Men træerne skal også træffe et andet valg, nemlig mellem hurtig reproduktion eller stor vækst. Og her gør de langlivede pionerer et offer. De vokser hurtigt, men de bliver gamle. Til gengæld reproducerer de sig selv meget langsommere end deres mere lavstammede naboer.

Vores nuværende klimamodeller har indtil nu behandlet alle træer ens uden at tage højde for deres forskellige vækststrategier, og derfor undervurderes effekten af de langlivede pionerer, som forskerne nu mener, at vi bør beskytte tidligt i deres liv.

Gamle træer stopper med at optage CO2

Størrelse og alder er dog ikke alt. Faktisk viser en anden undersøgelse i tidsskriftet Nature, at visse træer stopper med at vokse og optage CO2, når de når en vis alder – uanset omgivelsernes CO2-niveauer.

Det skyldes, at træets vækst også afhænger af de tilgængelige næringsstoffer. Forskerne undersøgte australske eukalyptustræer, som stoppede med at vokse, fordi jorden omkring dem manglede fosfor.

I forhold til CO2-regnskabet gør det derfor ingen forskel at lade de gamle eukalyptustræer stå. Faktisk kunne man forestille sig en situation, hvor det er mere gavnligt at fælde dem, hvis man kan garantere, at de bliver brugt til byggemateriale som erstatning for fx beton.

Forskerne bag undersøgelsen slår dog fast, at andre regler kan gælde for andre trætyper og områder, hvor jorden er mere næringsrig. Hvad betyder det for de store pionertræer? Jo, måske fortsætter de ikke for evigt med at støvsuge CO2 fra atmosfæren, men til gengæld opsuger de meget mere end deres naboer i løbet af deres levetid.