Gammel klimaskurk renser luften

Fang gassen på gerningsstedet

Hele verden er i gang med at omstille sig til vedvarende energi og mindske udledningen af CO₂. Men den CO₂, vi allerede har udledt og fortsat udleder, mens vi er i gang med omstillingen, udgør en kæmpe klimaudfordring.

Hvis ikke klimaforandringerne skal udløse uoverskuelige globale katastrofer med hungersnød, oversvømmelser og krig, er vi nødt til at nedbringe mængden af CO₂ i atmosfæren.

Ingeniører er derfor ved at udvikle anlæg, der kan indfange CO₂ fra luften. På Island har energivirksomheden Climeworks fx etableret et forsøgsanlæg, som suger luft ind, opsamler kuldioxiden i filtre og sender ren luft ud igen på den anden side.

Men under det såkaldte Project Greensand, der står for pilottesten af CO₂-lagring i de gamle oliefelter, skal kuldioxiden indfanges, allerede inden den når ud i atmosfæren: nemlig på kemifabrikker i den belgiske by Antwerpen.

Gassen pumpes herefter over i tanke, hvor den bliver sat under tryk og derfor bliver flydende – nøjagtig som gassen i en engangslighter. Men den flydende CO₂ skal ikke blive i tankene.

Den skal lagres der, hvor der før var olie – under havbunden.

Faktisk er jordlagene, hvor vi tidligere har pumpet olie op fra, noget nær det perfekte CO₂-lager. Indtil vi borede hul ned til lagene, har de i tusindvis af år nemlig udgjort en naturligt indkapslet, lufttæt fælde for kulstoffet.

Og det kan de gøre igen.

Oliefælde er perfekt lager

Olie består af plantedele, som har været udsat for et kraftigt tryk og en høj temperatur over lang tid. Mange olieforekomster stammer fra kridttiden og jura for mere end 100 millioner år siden.

Jordlagene, hvor olien dannes, kaldes for kildelag. Herfra siver olien langsomt opad gennem sprækker og porøse klippelag, indtil den når op til en “oliefælde” – et tæt låg af fx skifer.

Når olien skal hentes op, borer man ganske enkelt ned gennem “låget” og pumper olien op fra fx et lag sandsten, der kan være flere kilometer under havbunden.

Indtil i dag har der ikke været andet at gøre end at skrotte platformen, når oliefeltet var tomt.

Men efter talrige undersøgelser har ingeniører fundet frem til, at en del af platformene kan genbruges til CO₂-lagring.

Sandsten indkapsler gas

På fabrikkerne i Antwerpen producerer virksomheden INEOS bl.a. ethylenoxid, der fx bruges i rengøringsmidler, opløsningsmidler og plast.

INEOS er en del af Project Greensand, der står for den vigtige pilottest, som skal afprøve olieboreplatforme som CO₂-lagringsteknologi.

CO₂'en, der bliver indsamlet på INEOS’ kemifabrikker, pumpes over på særlige køle- og tryktanke i containerstørrelse.

Med et specialskib bygget til opgaven sejles containerne så ud til Nini-feltet i Nordsøen. Under pilottesten vil CO₂ blive pumpet via en bevægelig platform ned gennem olieplatformen Nini West til et gammelt oliefelt.

På sigt kan der bores nye CO₂-lagringsbrønde og lægges nye rør fra de udtjente platforme ned til jordlagene under havbunden. Det sker bl.a., hvis ingeniørerne vurderer, at de oprindelige rørforbindelser, som er bygget til olie, er i fare for at blive beskadiget af CO₂’en.

Hvis ingeniørerne laver nye boringer til CO₂-lagring, kan de bruge de gamle, tomme olieledninger til at nedsænke sensorer, der holder øje med, hvordan CO₂-lagringen påvirker bjergarterne i lagringslagene.

CO₂-lageret skal i princippet ligge der for evigt, så derfor er det nødvendigt at overvåge, om gassen flytter på sig og siver rundt nede i undergrunden.

På havbunden overvåger andre sensorer bl.a. CO₂-indholdet i vandet, som viser, om der siver gas ud, og seismisk aktivitet, der kan forrykke lageret.

Den første liter flydende CO₂ skal efter planen pumpes ned i 2025, og fra 2030 skal Nini-feltet og de nærmeste naboplatforme i det, der kaldes Siri-området, aftage mellem fire og otte millioner tons CO₂ hvert år. Det svarer fx til, at Project Greensand alene kan stå for 40 pct. af den reduktion af CO₂, som Danmark har forpligtet sig til frem mod 2030.

Geologiske analyser tyder på, at Siri-området med tiden vil kunne lagre op til 30 millioner tons CO₂ årligt. Det svarer til halvdelen af Danmarks samlede udledning i dag.

I forsøgsperioden skal CO₂’en fragtes med et skib, som kan klare 40 containere med i alt 800 tons af det flydende kulstof. Senere bliver kapaciteten øget til 20.000 tons pr. sejlads, mens frekvensen kan komme helt op på, at et nyt skib når frem hver eneste dag, så der bliver tæt trafik i Siri-området.

Nini-feltet kan blive det første af mange

Hvis vi begynder at lagre CO₂ i stor skala under havbunden i Nordsøen, kan det købe os dyrebar tid til at udvikle CO₂-neutral teknologi, uden at vi undervejs gør uoprettelig skade på klimaet.

Eksperter vurderer, at drivhusgassen vil kunne ligge i fred dernede i tusindvis af år, og at risikoen for udslip er minimal. Ligesom naturgas ikke bare vælter op af jorden helt af sig selv, vil CO₂-lageret også være fanget i den underjordiske oliefælde.

Hvis Project Greensands pilotprojekt bliver en succes, er potentialet for lagring af kulstof enormt. Rundtomkring i verden findes hundredvis af boreplatforme, der har pumpet olie og naturgas op fra undergrunden, og som nu kan vende pumpen om og sende CO₂ nedad til gavn for klodens klima.

Hele verden udleder i dag ca. 40 gigatons CO₂ om året. Engelske forskere estimerede i 2022, at Nordsøen kan lagre 440 gigatons CO₂ – altså omtrent 11 gange verdens årlige udledning.

CO₂-lagring i Jordens undergrund – både til vands og til lands – kan blive afgørende for at bremse den globale opvarmning. Klimaforskere har regnet ud, at hvis vi frem mod år 2100 lagrer 2700 gigatons CO₂, kan temperaturstigningerne holdes under de famøse to grader, som er fastlagt i Parisaftalen.

Om Nordsøen bliver omdannet til et gigantisk CO₂-lager, vil blive afgjort over de kommende fem-ti år. Til den tid vil platformene måske igen være at finde på miljøorganisationers websites – ikke som skræmmeeksempler, men som eksempel på, hvordan eksisterende teknologi kan forfines og bruges i kampen mod klimaændringer.