Climeworks
Boreplatform

Gammel klimaskurk renser luften

I Nordsøen står gamle, udtjente olieboreplatforme på stribe og ruster. Men snart kan de pumpe CO2 ned under havbunden, hvor de før hev olien op. Blot én platform kan deponere drivhusgas svarende til udledningen fra 725.000 mennesker hvert år. Se, hvordan de gamle platforme kan blive klimaets redning.

Olie har i mange årtier leveret energien, der varmer vores huse op og gør vores biler i stand til at køre.

Den klæbrige, sorte substans er i Norden især kommet fra Nordsøen, hvor olieboreplatforme har pumpet millioner af kubikmeter op over de seneste årtier. Udvindingen, distributionen og afbrændingen af olien har udledt og udleder fortsat enorme mængder CO2.

Nordsøen er oversået med fortidens udtjente klimaskurke, men nu skal de betale CO2-gælden tilbage ved at pumpe indsamlet kuldioxid ned i de undersøiske jordlag, hvor olien er kommet fra.

Snart sætter skibe fuldt lastet med CO2 kursen mod oliefeltet Nini, der ligger i den danske del af Nordsøen, for at bevise metodens værd. Hvis prøven bliver en succes, står vi måske på tærsklen til et af de største CO2-lagringsprojekter i verdenshistorien.

Fang gassen på gerningsstedet

Hele verden er i gang med at omstille sig til vedvarende energi og mindske udledningen af CO2. Men den CO2, vi allerede har udledt og fortsat udleder, mens vi er i gang med omstillingen, udgør en kæmpe klimaudfordring.

Hvis ikke klimaforandringerne skal udløse uoverskuelige globale katastrofer med hungersnød, oversvømmelser og krig, er vi nødt til at nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren.

Ingeniører er derfor ved at udvikle anlæg, der kan indfange CO2 fra luften. På Island har energivirksomheden Climeworks fx etableret et forsøgsanlæg, som suger luft ind, opsamler kuldioxiden i filtre og sender ren luft ud igen på den anden side.

Climeworks anlæg Orca

På Island har firmaet Climeworks opført anlægget Orca, der filtrerer CO2 fra atmosfæren og sender renere luft ud i den anden ende.

© Climeworks

Men under det såkaldte Project Greensand, der står for pilottesten af CO2-lagring i de gamle oliefelter, skal kuldioxiden indfanges, allerede inden den når ud i atmosfæren: nemlig på kemifabrikker i den belgiske by Antwerpen.

Kemisk proces fanger drivhusgassen

Fangstanlæg kan indsamle hovedparten af den CO2, som frigives i røgen fra afbrænding af fossile brændsler som olie eller gas. Til sidst lagres CO2’en på tanke, og restproduktet er ren vanddamp.

CO2 tank illustration
© Ken Ikeda Madsen

1: Gas bliver bundet til væske

40 grader varm røg fyldt med CO2 (sort) fra eksempelvis en fabrik sendes ind i en såkaldt absorber, hvor en basisk væske (hvid) binder CO2-molekylerne til sig (gul).

CO2 tank illustration
© Ken Ikeda Madsen

2: Væske frigiver CO2

I en såkaldt desorber opvarmes væsken (gul) til 105 grader, så den igen frigiver CO2’en, der pumpes videre. Den basiske væske (hvid) sendes tilbage til absorberen.

CO2 tank illustration
© Ken Ikeda Madsen

3: Kuldioxid opsamles i tanke

CO2’en ledes bort til opsamling. Under højt tryk bliver kuldioxiden til en væske, som kan transporteres med skib og til sidst pumpes ned under havbunden på Nordsøen.

Gassen pumpes herefter over i tanke, hvor den bliver sat under tryk og derfor bliver flydende – nøjagtig som gassen i en engangslighter. Men den flydende CO2 skal ikke blive i tankene.

Den skal lagres der, hvor der før var olie – under havbunden.

Siri-oliefeltet skal lagre op til 30 millioner ton CO2 årligt. Det svarer til halvdelen af Danmarks samlede årlige udledning.

Faktisk er jordlagene, hvor vi tidligere har pumpet olie op fra, noget nær det perfekte CO2-lager. Indtil vi borede hul ned til lagene, har de i tusindvis af år nemlig udgjort en naturligt indkapslet, lufttæt fælde for kulstoffet.

Og det kan de gøre igen.

Oliefælde er perfekt lager

Olie består af plantedele, som har været udsat for et kraftigt tryk og en høj temperatur over lang tid. Mange olieforekomster stammer fra kridttiden og jura for mere end 100 millioner år siden.

Jordlagene, hvor olien dannes, kaldes for kildelag. Herfra siver olien langsomt opad gennem sprækker og porøse klippelag, indtil den når op til en “oliefælde” – et tæt låg af fx skifer.

Når olien skal hentes op, borer man ganske enkelt ned gennem “låget” og pumper olien op fra fx et lag sandsten, der kan være flere kilometer under havbunden.

Indtil i dag har der ikke været andet at gøre end at skrotte platformen, når oliefeltet var tomt.

Men efter talrige undersøgelser har ingeniører fundet frem til, at en del af platformene kan genbruges til CO2-lagring.

Sandsten indkapsler gas

På fabrikkerne i Antwerpen producerer virksomheden INEOS bl.a. ethylenoxid, der fx bruges i rengøringsmidler, opløsningsmidler og plast.

INEOS er en del af Project Greensand, der står for den vigtige pilottest, som skal afprøve olieboreplatforme som CO2-lagringsteknologi.

CO2'en, der bliver indsamlet på INEOS’ kemifabrikker, pumpes over på særlige køle- og tryktanke i containerstørrelse.

Med et specialskib bygget til opgaven sejles containerne så ud til Nini-feltet i Nordsøen. Under pilottesten vil CO2 blive pumpet via en bevægelig platform ned gennem olieplatformen Nini West til et gammelt oliefelt.

Skib med CO2 tanke

Skibe med tanke, der opbevarer CO2 under tryk, skal fragte gassen ud til udtjente olieboreplatforme, som så kan pumpe kulstoffet ned under havbunden.

© Dan-Unity CO2

På sigt kan der bores nye CO2-lagringsbrønde og lægges nye rør fra de udtjente platforme ned til jordlagene under havbunden. Det sker bl.a., hvis ingeniørerne vurderer, at de oprindelige rørforbindelser, som er bygget til olie, er i fare for at blive beskadiget af CO2’en.

Hvis ingeniørerne laver nye boringer til CO2-lagring, kan de bruge de gamle, tomme olieledninger til at nedsænke sensorer, der holder øje med, hvordan CO2-lagringen påvirker bjergarterne i lagringslagene.

CO2-lageret skal i princippet ligge der for evigt, så derfor er det nødvendigt at overvåge, om gassen flytter på sig og siver rundt nede i undergrunden.

Platform pumper CO2 i havbunden
© Noble

Platform pumper CO2 ned under havbunden

En test på Nini West-platformen i Nordsøen skal vise, om gamle olieboreplatforme kan pumpe CO2 ned under havbunden. En bevægelig platform kobler sig til den gamle platform og pumper gassen ned i den tomme oliebrønd.

Skib afleverer CO2 illustration
© Ken Ikeda Madsen

1: Skib afleverer flydende CO2

Et specialbygget skib (gul) med tryktanke fyldt med CO2 ankommer og pumper den flydende gas over i tanke på en bevægelig platform (blå), som er koblet til den faste platform (rød).

CO2 pumpes ned i havbunden
© Ken Ikeda Madsen

2: CO2 bliver pumpet ned

Rørene på den gamle platform (rød) kan ødelægges af flydende CO2. Derfor pumpes kuldioxiden ned via et smalt metalrør på den bevægelige platform (blå), der bliver ført ned igennem det gamle rør.

CO2 pumpes i havbunden illustration
© Ken Ikeda Madsen

3: Ler holder på kulstof

CO2 (gul) pumpes 1800 meter ned under havbunden, hvor den flydende gas udfylder hulrummene i et porøst sandstenslag (lysebrun). Ovenover er der et lag af ler (mørkebrun), der fungerer som et tæt låg oven på kulstoffet.

På havbunden overvåger andre sensorer bl.a. CO2-indholdet i vandet, som viser, om der siver gas ud, og seismisk aktivitet, der kan forrykke lageret.

Den første liter flydende CO2 skal efter planen pumpes ned i 2025, og fra 2030 skal Nini-feltet og de nærmeste naboplatforme i det, der kaldes Siri-området, aftage mellem fire og otte millioner tons CO2 hvert år. Det svarer fx til, at Project Greensand alene kan stå for 40 pct. af den reduktion af CO2, som Danmark har forpligtet sig til frem mod 2030.

Geologiske analyser tyder på, at Siri-området med tiden vil kunne lagre op til 30 millioner tons CO2 årligt. Det svarer til halvdelen af Danmarks samlede udledning i dag.

“Lagringen kan købe os tid til at udvikle ny CO2-neutral teknologi.” EU-rapport om CO2-lagring

I forsøgsperioden skal CO2’en fragtes med et skib, som kan klare 40 containere med i alt 800 tons af det flydende kulstof. Senere bliver kapaciteten øget til 20.000 tons pr. sejlads, mens frekvensen kan komme helt op på, at et nyt skib når frem hver eneste dag, så der bliver tæt trafik i Siri-området.

Nini-feltet kan blive det første af mange

Hvis vi begynder at lagre CO2 i stor skala under havbunden i Nordsøen, kan det købe os dyrebar tid til at udvikle CO2-neutral teknologi, uden at vi undervejs gør uoprettelig skade på klimaet.

Eksperter vurderer, at drivhusgassen vil kunne ligge i fred dernede i tusindvis af år, og at risikoen for udslip er minimal. Ligesom naturgas ikke bare vælter op af jorden helt af sig selv, vil CO2-lageret også være fanget i den underjordiske oliefælde.

Hvis Project Greensands pilotprojekt bliver en succes, er potentialet for lagring af kulstof enormt. Rundtomkring i verden findes hundredvis af boreplatforme, der har pumpet olie og naturgas op fra undergrunden, og som nu kan vende pumpen om og sende CO2 nedad til gavn for klodens klima.

Hele verden udleder i dag ca. 40 gigatons CO2 om året. Engelske forskere estimerede i 2022, at Nordsøen kan lagre 440 gigatons CO2 – altså omtrent 11 gange verdens årlige udledning.

CO2-lagring i Jordens undergrund – både til vands og til lands – kan blive afgørende for at bremse den globale opvarmning. Klimaforskere har regnet ud, at hvis vi frem mod år 2100 lagrer 2700 gigatons CO2, kan temperaturstigningerne holdes under de famøse to grader, som er fastlagt i Parisaftalen.

Om Nordsøen bliver omdannet til et gigantisk CO2-lager, vil blive afgjort over de kommende fem-ti år. Til den tid vil platformene måske igen være at finde på miljøorganisationers websites – ikke som skræmmeeksempler, men som eksempel på, hvordan eksisterende teknologi kan forfines og bruges i kampen mod klimaændringer.