Global opvarmning: Voldsom kædereaktion truer os

Når temperaturen stiger, smelter isen, og havene stiger. Det kan forskubbe Jordens geologiske balance og udløse vulkansk hyperaktivitet, kæmpe metaneksplosioner og kaskader af jordskælv i en enorm kædereaktion.

Publiceret d. 16.01.19

Af Niels Hansen

I juli 2014 dukkede et kæmpemæssigt krater pludselig op på Jamalhalvøen i det nordvestlige Sibirien. Inden for få uger blev to lignende mystiske huller opdaget i den sibiriske tundra.

Teorier om alt fra meteornedslag til våbenafprøvning forsøgte at forklare de op til 80 meter brede jordhuller.

Men ved nærmere eftersyn kunne geologer fastslå, at kraterne ikke stammer fra en genstand, som med stor kraft er hamret ned i det øde område: Hullerne er skabt af enorme gaseksplosioner under Jordens overflade.

Gasbomber gemmer sig i isen

Når global opvarmning smelter permafrosten i Sibirien, Canada og Alaska, tør samtidigt store lagre af drivhusgassen metan, som ligger frosset i jorden.

Metan fylder 164 gange mere som gas end som is, så trykket i jorden stiger eksplosivt, når metanen smelter. Til sidst vil de underjordiske gasbomber detonere og efterlade store kratere i jorden.

Forskerne forudser, at mange flere lignende huller vil opstå over hele Arktis, når kloden bliver varmere. Men hullerne er bare forvarsler om den enorme kæde af konsekvenser, opvarmningen vil medføre.

Gasser holder på Jordens varme

Global opvarmning skyldes et forhøjet niveau af drivhusgasser som fx metan og CO2 i atmosfæren.

Gasserne returnerer en del af varmestrålingen fra Jorden til den nedre atmosfære, før varmen slipper ud i verdensrummet. Uden isoleringen ville Jorden være 30 °C koldere – men for meget drivhusgas i atmosfæren hæver omvendt temperaturen på Jorden.

Siden 1800-tallet er atmosfærens indhold af CO2 steget over 40 pct. – især på grund af afbrænding af kul, olie og gas.

Temperaturen er samtidig steget 0,85 °C, og hvis den samme udledning af drivhusgasser fortsætter, stiger den yderligere 2,6-4,8 °C inden år 2100, ifølge FN’s klimapanel.

Ved slutningen af en istid tager det ca. 10.000 år at hæve temperaturen fem-seks °C.

Vækker "den sovende kæmpe"

Ifølge vulkanologen Bill McGuire, som er professor ved Londons University College, har varmen mere vidtrækkende konsekvenser end jordhuller i den sibiriske tundra.

Han taler om “at vække den sovende kæmpe” – jordskorpen, som ellers betragtes som klippefast og urokkelig.

Opvarmningen vil få mia. tons masse på Jordens overflade til at omfordele sig, ved at is på land smelter og løber ud i havene. Jordskorpen vil herefter tilpasse sig de nye trykforhold ved at hæve sig nogle steder og sænke sig andre, og det medfører bl.a. flere jordskælv.

Dæmning udløste jordskælv

Et dæmningsprojekt i Indien i 1960’erne understreger, hvor lidt ekstra belastning jordskorpen skal opleve, før den reagerer.

Koynadæmningen stod kun lige færdig, førend det ekstra tryk på jorden fra dæmningen selv og de opdæmmede vandmasser gjorde, at regionen blev ramt af det første jordskælv i mands minde.

Få år senere, den 11. december 1967, ramte et jordskælv, som målte 6,3 på richterskalaen. 200 mistede livet. Siden er voldsomme jordskælv set i forbindelse med nye dæmninger mere end 100 andre steder rundtom i verden.

Ny magma skyder vulkaner af

Et af de mest spektakulære eksempler på sammenhængen mellem varmere klima og flere naturkatastrofer stammer fra Island.

Indtil for 16.000 år siden var øen dækket af ca. én km is, men på ca. 4000 år smeltede stort set al isen.

Det fik øens vulkaner til at gå amok: Gennem 1500 års vulkansk hyperaktivitet var antallet af udbrud 30-50 gange normalen.

Bill McGuire mener, at de ekstra mange vulkanudbrud skyldtes ny magma, som blev dannet på grund af det faldende tryk på jordskorpen, da isen smeltede.

Forudså enormt udbrud

Teorien fik ham i 2013 til at advare om, at et udbrud var på vej fra den islandske vulkan Bárðarbunga, som ligger under den stadigt mindre Vatnajökull-gletsjer.

Bill McGuires beregninger viste, at trykaflastningen fra den smeltende is havde skabt en hel vulkanfuld ekstra magma, som skulle ud.

Det skete i august 2014 – det største vulkanudbrud på Island i 200 år.

Klimaet redder sig selv

Global opvarmning har også konsekvenser, som rækker meget langt ud i fremtiden.

Jorden er dog udstyret med selvoprettende effekter, så planeten med tiden kan blive sig selv igen.

Et eksempel er Jordens ozonlag: I 1985 slog forskere alarm, da de opdagede en dramatisk udtynding i det beskyttende lag over Antarktis. Årsagen var udledning af de såkaldte CFC-gasser, som bl.a. blev brugt som drivgas i sprayflasker og som kølemiddel.

På grund af deres skadelige effekter blev gasserne forbudt af EU i slutningen af 1980’erne, og med den faldende udledning begyndte ozonlaget lige så stille at reparere sig selv.

Redningen tager tid

Skaderne på ozonlaget kan dog ses endnu, bl.a. fordi drivhusgasser som CFC-gasserne, CO2 og lattergas har en ekstremt lang levetid.

På samme måde vil det tage lang tid for effekterne af den globale opvarmning at løbe baglæns: Når udslip af drivhusgasser ophører, varer det op mod 1000 år, før temperaturen begynder at falde.

I værste fald kan det vare op til en halv mio. år, før klimaet finder tilbage til den rytme, der herskede, inden udledningen af drivhusgas tog fart med industrialiseringen.