Google Timelapse viser dig Jordens udvikling over 32 år

Som et kæmpestort kludetæppe af billeder har Google samlet 5 millioner satellitbilleder af Jorden. Nu kan du se, hvordan din by har udviklet sig over de sidste tre årtier.

Google Timelaps

Byer er opstået, søer er forsvundet, og vejnet er blevet større.

Jorden er ikke, hvad den var for 32 år siden. Og nu har du mulighed for at se ændringerne udfolde sig for dine øjne.

Det nye interaktive kort fra Google er sat sammen af 5 millioner billeder taget af satellitter i perioden fra 1984 til 2016.

Klik her for at se kortet i stort format.

I søgefeltet i øverste venstre hjørne kan du frit vælge, hvilket land, område eller by, du vil se nærmere på. Du kan gå på opdagelse og se timelaps'er fra hele verden og zoome ind på de fjerneste egne.

Google analyserer megadata

Bag det store projekt står Google Earth Engine, som er en del af Google, der samler kæmpestore mængder billeder og data fra satellitter i kredsløb om Jorden.

De nyeste billeder i Timelapsen kommer bl.a. fra satellitterne Landsat 8 og Sentinel-2.

Se Dubai springe ud

Google har selv lavet et helt videoarkiv på YouTube, hvor de har samlet nogle af de allerbedste videobidder fra timelaps’en.

Her kan du gå på opdagelse og blandt andet se, hvordan Al Khiran Pearl City i Kuwait er blomstret op og har lavet nye mønstre i landskabet.

Video

Eller hvordan Dubai i de Forenede Arabiske Emirater har etableret palmeøer i havet.

Video

Og i den triste ende af dokumentationsbillederne viser timelaps’en af Aralsøen mellem Kasakhstan og Usbekistan, hvordan den er gået fra at være verdens fjerdestørste sø til at være næsten udtørret.

Video