Det er dagens længde og Solens højde på himlen, der rent astronomisk definerer årstiderne. De forhold ændrer den globale opvarmning ikke på.
Opvarmningen ændrer til gengæld på tidspunktet for hændelser, som vi knytter til de enkelte årstider.
743 forårstegn gennem de seneste 86 år viser, at skiftet fra vinter til forår kommer tidligere.
I 2017 gennemgik tre forskere i tidsskriftet Nature Scientific Reports hele 743 tegn på forårets komme på den nordlige halvkugle fra de seneste 86 år.
Studiet dokumenterede, at forårskåde frøkvæk, knopskydning hos planter og summende insekter kan opleves tidligere og tidligere.
Undersøgelsen viste fx, at foråret i årtiet op til artiklens udgivelse rykkede frem med én dag på breddegrader omkring Kreta. Længere nordpå, omkring Paris, ankom foråret fire dage tidligere end et årti før. Og især nord for den 59. breddegrad, hvor Oslo, Stockholm og Helsinki omtrent ligger, er foråret rykket markant frem.
Effekten er størst i Arktis
I Arktis er tendensen særlig tydelig, og forårstegnene hele 16 dage tidligere på færde. Det skyldes ikke mindst fænomenet polarforstærkning, som betyder, at når Jordens temperatur stiger én grad i gennemsnit, stiger den mellem to og tre grader i klodens koldeste egne.
Det tidligere forår presser dyrene til at tilpasse sig, og flere undersøgelser viser, at de arter, som formår det, får en klar evolutionær fordel.
I Canada drager det røde egern fordel af det tidlige forår. Det betyder, at hunnerne kan nå at få to kuld unger om året.
Forskere fra University of Alberta i Canada påviste fx allerede i 2003, hvordan det røde egern udnyttede de nye forhold.
Den tidlige varme om foråret betød, at egernet kunne nå at få to kuld unger om året, fordi det første kuld kom til verden 18 dage tidligere.