To tredjedele af den globale udledning af drivhusgasser stammer fra husholdninger. Derfor er ændringer i forbrugsmønstre en central brik, hvis den globale udledning skal reduceres og de værste temperaturstigninger afværges.
I en rapport udgivet i Environmental Research Letters har et internationalt hold forskere systematisk gennemgået knap 7.000 forskningsartikler om effekten af CO2-besparende livsstilsændringer. Derefter har de rangordnet dem efter effekt.
Du kan spare mest på transporten
Rapportens konklusion er måske ikke så overraskende: Du finder den suverænt største CO2-besparelse, hvis du dropper bilen.
At leve bilfrit sparer nemlig i gennemsnit 2,04 tons CO2-ækvivalenter per person om året.
I det hele taget dominerer transport på listens top. Andenpladsen er at skifte til en el-bil, mens tredjepladsen er at skære en længere flyrejse bort.