Isen på Grønland er vokset for første gang siden 2000
Danske forskere har gode nyheder om isen på Grønland: Den har taget 44 gigaton is på i vægt for første gang siden årtusindskiftet.

Isen vokser overraskende nok på Grønland.
Efter at have hørt om smeltende iskapper i kølvandet på diskussionen om global opvarmning, har danskere forskere godt nyt:
Over det seneste år har der været en is- og snetilvækst på Grønland.
Det er Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der står bag klimamodellen, der viser tilvæksten.
Modellen fodres med data om snefald, fordampning og solindstråling mm. hver sjette time. Og den opgøres i vandækvivalent, som er den mængde vand, som sneen og isen vil svare til.
Har taget 44 gigaton på
“I år ser det ud til, at der for første gang siden årtusindskiftet har været tilstrækkelig tilvækst i overfladen til at balancere kælvingen. Derfor kommer Grønland formentlig ud med et lille plus,« siger klimaforsker Peter Langen fra DMI til Berlingske.
I de sidste ti år har Grønland i gennemsnit mistet ca. 500 gigaton is om året pga. fx iskælvning. Men DMI’s tal viser, at der det sidste år er faldet så meget sne, at der har været en tilvækst på 544 gigaton.
Det vil altså sige, at Grønland har taget ca. 44 gigaton på i is det sidste år. Det er ikke meget i det store billede – men trods alt en forøgelse. Det er endnu for tidligt at tale om en tendens eller en ny virkelighed på Grønland.
Dårlig sommer og sne
Det flotte kryds på vægtkurven skyldes bl.a., at Grønland har fået mere sne end vanligt, og at den grønlandske sommer har været kort og kold sammenlignet med andre år.