Kilometertykke kapper af is, der bredte sig over store dele af den nordlige halvkugle, kæmpevulkaner, der begravede planeten i kviksølv og kilometerbrede asteroider, der ramlede ind i overfladen og efterlod mega-tsunamier og glasregn.
Klodens klima har undergået en lang række ekstreme prøvelser i planetens 4,54 milliarder år lange levetid. Alligevel har den været hjem for den ene eller anden form for liv i de seneste 3,7 mia. år.
Nu har forskere fra MIT i USA udgivet en undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, hvor de bekræfter, at vores planet har en særlig stabiliserende mekanisme, der over hundredtusinder af år kan trække klimaet tilbage fra afgrunden og holde de globale temperaturer inden for et stabilt, beboeligt niveau.
Har længe haft mistænkt
Mekanismen, forskerne mener at have fundet beviser for, er en geologisk proces, hvor den langsommelige nedbrydning af sten og klipper i sidste ende trækker kulstof ud af atmosfæren.
Forskere har længe mistænkt, at processen, der kaldes silikat-forvitring, spiller en hovedrolle i klodens kulstofkredsløb. Men det, der tidligere har været teoretiske overvejelser blandt klimaforskere, har nu langt større videnskabelig rygdækning.
Det forklarer Tais Wittchen Dahl, som er geobiolog ved Globe Institute på University of Copenhagen og forsker i netop stabilitet i det biogeokemiske kredsløb på kloden. Han har ikke været en del af undersøgelsen, men er alligevel begejstret over de amerikanske forskeres greb om opgaven.
"Når man laver klimamodeller i dag, gætter man indimellem på, at det, der sker i et laboratorieeksperiment, også vil virke globalt. Det er potentielt farligt, fordi der er så mange ukendte stabiliserende og accelererende mekanismer. Det her studie tager en ny og interessant matematisk tilgang til problemet og kigger på temperaturkurver over de seneste 65 millioner år," siger han.
Forsker: Ingen hjælp nu
Tais Wittchen Dahl forklarer, at andre klimamodeller ofte har udspring i data fra istider og mellem-istider, som af gode grunde kun hjælper os med at kigge tilbage på perioder med is. Derfor har vi også en ringe forståelse for de mekanismer, der herskede, da der tidligere var høje niveauer af CO2 i atmosfæren men ingen is.
I undersøgelsen kiggede forskerne på lokale temperaturkurver, bl.a. fra dybhavet, som måske afspejler variationer i middeltemperaturen på Jorden. Herefter brugte de en matematisk analyse for at se, om dataene afslørede mønstre, som var karakteristiske for bestemte stabiliserende mekanismer.
Forskerne opdagede både et konsekvent mønster, hvor Jordens temperatursvingninger blev dæmpet over en periode på 100.000 år, og at den tid, det tog, passede med, at netop silikat-forvitring var årsagen.
Men opdagelsen betyder langt fra, at vi bare kan læne os tilbage uden at bekymre os om temperaturstigninger og CO2-udledning, forklarer Tais Wittchen Dahl.
"Ingen af dem, der lever om 100.000 år vil takke dig for, at du skruede ned for udledningen af CO2. For den krise, der kommer af vores nuværende klimasituation, vil give plads til de nye mennesker, der kommer om 100.000 år. Men de fleste af os tænker jo én generation frem, måske højest to - og her er en responstid på 100.000 år," siger han.
Lige nu knokler geologer verden over for at finde en løsning, hvor vi kan øge silikat-forvitringen og dermed hive CO2 hurtigere ud af Jordens atmosfære.