Som taget ud af en aktionfilm rager Heliomax i Lancaster i Californien mod himlen - som en superskurks dommedagsmaskine.
Men maskinen, der involverer 400 computerstyrede spejle i tv-størrelse og et solstråle-absorberende tårn, har et helt andet formål.
Heliomax skal redde vores klode fra de 2 milliarder tons CO2, vi hvert år udleder, når vi producerer beton og mørtel ud af cement.
Spejle, sol og cement
Når et stof omdannes under kraftig varme, kaldes processen kalcinering.
Kalcinering af er blot et af de mange trin, der skal til for at skabe cement, der typisk er en blanding af ler og kalksten.
Blandingen - også kaldet råmelet - skal opvarmes til 750 grader. Herefter kalcineres det med tør, varm luft.
Denne proces kræver store mængder energi, og det forskernes håb, at den nu kan erstattes af en bæredygtig metode.
Et hvidglødende øje - der blinker
Heliomax-tårnets solstråle-absorberende plade er normalt sort. Her er den nærmest hvidglødende pga. al den energi, den modtager. I de bedste tilfælde, når pladen en temperatur på 982 grader celcius. Det svarer til knap en femtedel af Solens overfladetemperatur.
Når de 400 algoritmestyrede spejle sender deres reflekterede solstråler ind mod en lysabsorberende plade øverst i tårnet, ligner det et hvidglødende øje.
Og det er her i "øjet", at magien sker. Herfra ledes solenergien nemlig videre til en lille cementovn, der opvarmer og kalcinerer - uden andre former for energi end Solens egen.
Men Solen skinner ikke altid: det sker, at skyer glider ind foran Solen. Det gør, at "øjet" blinker - og det skaber en uregelmæssig opvarmning af cementen.
En anden udfordring er, at forskerne bag Heliomax kun har produceret få dusin kilogram cement, mens byggebranchen hungrer efter en maskine, der kan håndtere tusindvis af tons. Der er forskerne ikke endnu.
Men Heliomax' "øje" ser unægteligt mod en mere lys fremtid inden for cementproduktion.