Et af de mere effektive værktøjer i den grønne omstilling er såkaldt CO2-fangst, hvor CO2 indsamles og lagres – oftest direkte i industriproduktionen, hvor man kan installere filtre og membraner i skorstenene. Problemet med teknologien er, at den er dyr og energikrævende at rulle ud i stor skala.
Nu har forskere fra Monash University i Australien imidlertid udviklet et nano-materiale, som opfanger CO2 direkte fra luften og som er så energieffektivt, at det vil kunne bruges i større skala.
Ifølge forskerne kan materialet produceres med 45% mindre energi end tilsvarende løsninger på markedet – det har med andre ord verdensrekord i energieffektiv CO2-fangst.
En skefuld kan dække en fodboldbane
Materialet har det mundrette navn M-74 CPT@PTMSP, og det kan bedst beskrives som en magnetisk svamp af metal.
Svampen laves ved at sætte metal-ioner sammen i en krystallinsk struktur, så man man får et solidt men ekstremt porøst materiale. Faktisk er det så hullet, at ingen andre materialer i verden kan prale af større overfladeareal: En enkelt skefuld af materialet har et overfladeareal, som kan dække en fodboldbane.