I de seneste år har kloden oplevet en række urovækkende begivenheder. Tusindvis af havfugle, søløver og bardehvaler er vasket døde op langs Alaskas Stillehavskyst, og korallerne i Australiens Great Barrier Reef er for tredje gang på kun fem år blevet udsat for en dødelig masseafblegning.
Der er bred enighed om, at det er tegn på klimaforandringernes effekter, og flere forskere advarer om, at vi kan være på vej mod hurtige kollaps i økosystemer over hele kloden.
En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Nature viser os for første gang noget om kollapsets timing.
Masseuddøen truer fra 2030
Ofte forestiller vi os klimaforandringerne som en gradvis proces, men den nye forskning konkluderer, at økosystemernes kollaps ikke er en glidebane. Det er en klippe.
Når temperaturstigninger rammer et område, hvor flere arter lever sammen i et stabilt klima, vil dyrene forsøge at tilpasse sig. Mange arter har ingen steder at flygte hen, og nogle vil blive udryddet.
Det kan skabe en dominoeffekt i økosystemet, som hurtigt udrydder en række andre afhængige arter. Bliver det for varmt for insekterne, har fuglene ikke noget at spise. Bliver det for varmt for bierne, kan planterne ikke reproducere sig selv – og så videre.
De britiske og amerikanske forskere bag undersøgelsen har studeret mere end 30.000 arter – fisk, planter, pattedyr, reptiler og padder – for at finde ud af, hvornår globale temperaturstigninger vil skabe kritiske temperatur-niveauer i deres økosystemer.
Ved den nuværende temperaturstigning kan tropiske skove blive ramt så tidligt som 2030, fordi flere arter omkring ækvator allerede lever tæt på deres varmetolerance. Økosystemer på andre breddegrader kan opleve pludselige kollaps omkring 2050.
Parisaftalen vil købe os tid
Men på samme måde som kurven for COVID-19-smitte kan flades ud ved at holde afstand, kan vi udskyde de pludselige kollaps i økosystemerne ved at holde temperaturen nede.
Hvis den globale temperaturstigning holdes under Paris-aftalens 2 grader, køber vi ifølge forskerne tid til at undersøge ny løsninger, som kan redde økosystemerne.
Jo mere tid, desto bedre chance har vi for at udvide antallet af beskyttede naturområder og hjælpe dyr med at migrere til andre områder. Eller måske endda “assistere” evolutionen, som man blandt andet har gjort i koralrev ved at parre forskellige koraller og skabe nye, stærkere arter.
Men det kræver nogle årtiers arbejdsro.