Hvad er metan?
Metan har formlen CH4 og er en meget stærk drivhusgas. Gasarten dannes primært ved nedbrydelsen af organisk materiale, hvor der sker en kemisk forbindelse mellem kulstof og brint.
Sammenlignet med CO2 er metan helt op til 84 gange bedre til at absorbere varme, og gassen har derfor en meget stor effekt på drivhuseffekten.
Det meste af metanen på Jorden findes ikke i atmosfæren, men er indespærret som store depoter af gas i de frosne jordlag på bunden af Det Arktiske Hav.
Den globale opvarmning får dog denne is til at smelte, hvilket er en kæmpe trussel mod klimaet.
Global opvarmning og varme havstrømme frigiver store depoter af metangas fra undergrunden. Resultatet er tusindvis af metanbobler fanget i isen.
Hvad er forskellen på metan og CO2?
Metan er en potent drivhusgas, der er bedre til at holde på varmen end CO2.
Gassen er dog også en såkaldt kortlivet klimagas med en halveringstid i atmosfæren på 10-12 år.
Det betyder, at metan kun gør halvt så meget skade efter knap et årti i atmosfæren.
Efter 500 år vil metangassen stort set være forsvundet, og det samme vil dens opvarmende virkning.
Til sammenligning har CO2 en halveringstid på ca. 35.000 år i atmosfæren, men den er langtfra lige så skadelig som metan de første 10-12 år.
Hvordan påvirker metan klimaet?
Metan er, ligesom andre drivhusgasser, i stand til at absorbere og udsende varmestråling fra Jorden, der gør at Jorden holdes varm.
For stor udledning af metan skaber dog en forstærket drivhuseffekt, hvilket får den gennemsnitlige temperatur på Jorden til at stige.
Og denne udledning er allerede et problem.
Ifølge en rapport udgivet i tidsskriftet Nature i 2020 er andelen af metan i atmosfæren steget med 150 procent de seneste 30 år.
FN’s klimapanel vurderer, at metan i dag er skyld i knap 20 procent af den menneskeskabte globale opvarmning, mens CO2 står for cirka 75 procent.
Ifølge USA’s geologiske institut udgør en destabilisering af metan i de arktiske områder desuden et af de fire alvorligste scenarier, der kan udløse pludselige klimaforandringer.
Metan i permafrosten er ikke kun et problem på havbunden i Det Arktiske Hav. Under permafrosten i Canada og Sibirien ligger store depoter af metan, som frigives, i takt med at de globale temperaturer stiger.
Desuden viser dansk forskning fra 2018, at grønlandske gletsjere også frigiver store mængder metan til atmosfæren.
Sådan øger metan drivhuseffekten
Varme havstrømme tør Arktis op
Den globale opvarmning har fået temperaturerne i Atlanterhavet til at stige. Når de varmere havstrømme fra Atlanterhavet strømmer ind i Det Arktiske Hav ved Svalbard, øges havtemperaturerne også her.
Metangas bobler op til overfladen
De øgede havtemperaturer i Arktis smelter permafrosten på havbunden. Permafrosten (inklusive arealerne på land) indeholder ca. 1,4 gigatons metangasser. Ved optøning stiger metanen op til havoverfladen som små luftbobler.
Metan øger drivhuseffekten
Metan rejser ud i atmosfæren, hvor den øger drivhuseffekten. Sammen med de andre drivhusgasser fanger metan en del af Solens stråler og sender dem tilbage mod Jorden, hvilket øger den globale opvarmning.
Hvor kommer metan fra?
Metan er en drivhusgas, der hovedsageligt er menneskeskabt.
60 procent af metanen i atmosfæren stammer fra menneskelig aktivitet i særligt landbruget, mens de resterende 40 procent primært bliver udløst af vådområder i naturen som fx sumpe.
I alt udledes der omkring 570 millioner tons metan i atmosfæren hvert år.
Den største udledning stammer fra køer og andre drøvtyggende dyr.
Dyrenes avancerede fordøjelsessystem nedbryder mikrober i de plantefibre, de spiser, og nedbrydningen sætter gang i en gæringsproces, hvor der bl.a. dannes metan.
Når koen bøvser eller prutter, udskiller den metan til atmosfæren. En malkeko udleder i gennemsnit 500 liter metangas om dagen.
Udvinding af olie og gas bidrager også til forøgelsen af metan i atmosfæren.
I en undersøgelse fra 2020 afslører forskere fra det amerikanske Rochester University, at olie- og gasindustrien siden 1870’erne har udledt mellem 25 og 40 procent mere metan, end man tidligere har troet.
Resultatet bygger på analyser af iskerner udboret i Grønland, som indeholder informationer om fortidens klima – herunder mængden af metangas i atmosfæren, som er fanget i små luftbobler i isen.
Hvad udleder mest metan?
Undersøgelsen The Global Methane Budget viser en stigning i metanudledning fra 2000 til 2017. Her er tallene for metanudledning på globalt plan i 2017, som er seneste år for optællingen:
- Landbrug og affald – 240 mio. tons
- Vådområder (sumpe o.l.) – 200 mio. tons
- Brug og produktion af fossile brændstoffer (kul, gas, olie) – 131 mio. tons
- Andre naturlige udledninger (permafrost, havene, vilde dyr o.l.) – 50 mio. tons
- Afbrænding af biomasse og biobrændsel – 36 mio. tons
Mennesker udleder i sig selv også metan – men det er meget lidt. Et menneske udleder ca. 0,12 kg metan om året, mens en ko udleder 1000 gange så meget. En milliard kvæg udleder altså hvert år 130 gange mere metan end klodens 7,7 milliarder mennesker.
Hvordan kan metan nedbrydes?
Kampen for at bremse udslippet af metan og afmontere den tikkende bombe under vores klima er heldigvis allerede i fuld gang.
Forskere fra hele verden arbejder fx på at udvikle nyt foder til køerne, som vil rense prutterne for drivhusgassen.
Produktionen af metan i vommen på køerne kan fx reduceres med op til ti procent ved tilsætning af fedt i foderet, viser forskning.
Forskere mener, at en ændring i foderet kan nedsætte udledningen af metan fra køer. Der forskes bl.a. i at tilføje fedt og tang.
Andre undersøger, hvorvidt det er muligt at indfange metan i luften og omdanne den til den mindre potente CO2.
I en undersøgelse fra 2019 argumenterer forskere for at sætte en række ventilatorer op, som suger luft til sig og konverterer metan til CO2 gennem en katalysator lavet af metal, fx zeolit.
Ved at forvandle metan til CO2 vil løsningen potentielt set kunne reducere den globale opvarmning med en sjettedel, lyder påstanden.
Satellitter skal mindske metanudslip
I februar 2018 forulykkede en lille boreplatform i Ohio, USA. Ulykken fik ikke meget opmærksomhed i medierne, måske særligt fordi olieselskabet bag, ExxonMobil, var hurtigt til at dysse hele sagen ned.
Det ændrede sig, da en række hollandske forskere året efter granskede overvågning af metangasser fra en satellit.
I en undersøgelse fra 2019 fortæller forskerne, at lækket fra gasboringen i Ohio lukkede 120 tons metan ud i timen, 20 dage i træk.
Det vil sige, at der på få timer blev lukket mere metan ud, end flere nationer gør på et år. Udslippet var det største i USA’s historie.
Ingen aner med sikkerhed, hvor mange “skjulte” lækager af metan der rent faktisk finder sted fra industri og produktion af fossile brændsler, eller hvor stort bidraget er i forhold til den samlede andel, som pumpes ud i atmosfæren hvert år.
Men det kan satellitter altså være med til at tegne et langt klarere billede af. Og det behøver ikke kun at dreje sig om store lækager som den i Ohio.
I starten af 2020 brugte den canadiske virksomhed GHGSat en satellit til at dokumentere det mindste læk af metan, der nogensinde er målt fra rummet. Lækket fandt sted i den canadiske provins Alberta.
Video: Se GHGSats satellit blive sendt afsted med ESA-raket
Den 2. september 2020 får det canadiske firma GHGSat sendt deres anden metan-opfangende satellit, Iris, ud i rummet fra ESA’s rumbase på Fransk Guyana. Satellitten blev fragtet med ESA’s raket Vega.
Firmaet har siden sendt endnu en satellit afsted og forventer at have yderligere otte satellitter klar til at dokumentere udslip inden 2022.
GHGSat har desuden lanceret et interaktivt kort, der viser udledningerne af metan på verdensplan.
Kortet er baseret på målinger foretaget af deres egne aktive satellitter. Du kan se kortet her.
Det canadiske firma får dog snart konkurrence. Det amerikanske firma Bluefield Technologies planlægger at opsende en række satellitter i 2023 med endnu skarpere opløsning i billederne.
Desuden arbejder den amerikanske nonprofitorganisation Environmental Defense Fund også på at lancere sin egen satellit, MethaneSAT, inden for de næste par år. MethaneSAT kan opfange små metanudledninger over hidtil uhørt store afstande.