Kanoner skal sprede otte billioner tons sne
Forskerne har gennemført computersimuleringer, som viser, at hvis området, hvor gletsjerne løber ud i havet, bliver forstærket med kunstig sne, vil isen kunne stabiliseres.
Snekanonerne skal i løbet af ti år sprede mindst otte billioner tons sne ud over et område på hele 52.000 km2. Til sammenligning er Danmarks areal på lidt under 43.000 km2.
12.000 vindmøller skal pumpe vandet frem
Det kræver en enorm ingeniørbedrift at udføre planen. Først skal alt det havvand, sneen skal laves af, pumpes i gennemsnit 640 meter frem til snekanonerne. Derefter skal det afsaltes og afkøles, før det kan spredes som sne.
Forskerne har beregnet, at der skal 12.000 store vindmøller til for at skabe den energi, der er nødvendig for bare at pumpe vandet frem. De erkender blankt, at projektet er meget ambitiøst, ikke mindst fordi det skal gennemføres i et af klodens barskeste miljøer, men de understreger samtidig, at det er umagen værd.
Truslen fra den smeltende is er så alvorlig, at prisen for at afværge den ikke kan blive for høj. Hvis havisen kollapser, vil vandstanden i havet stige med tre meter og skabe oversvømmelser over hele kloden, mener forskerne.