I dag fastslår forskerne den globale vandstand vha. satellitter udstyret med et såkaldt altimeter. Hvert sekund skyder altimeteret ca. 1700 pulser af mikrobølgeenergi ned mod jorden.
Ved at måle, hvor lang tid der går, før den reflekterede energi fra havoverfladen vender tilbage til satellitten, er det muligt at fastslå overfladens præcise højde.
Satellitter måler hele Jorden på ti dage
Satellitdata har den store fordel, at de på ca. ti dage dækker hele kloden og giver et samlet overblik over vandniveauet i alle havområder og oceaner.
Ved at samle alle data for flere overflyvninger får forskerne mulighed for at bortsortere effekten af fx vind, bølger, havstrømme og tidevand, der påvirker den enkelte måling.
Dermed kan de beregne den gennemsnitlige vandstand for hele Jorden i fx et kalenderår.
Jason-3 blev sendt op i 2016 og er Jordens primære vandstandssatellit frem til 2021.
De gamle havnemålere var upræcise
Inden den første vandstandssatellit, den amerikansk-franske TOPEX/Poseidon, blev sendt op i 1992, var vandstandsmålere i havne forskernes vigtigste redskab.
Men sådanne målere giver kun data for ét bestemt punkt på Jorden, nemlig den havn, hvori den står. Målerne medførte mange fejlkilder i data, som satellitterne i dag navigerer udenom.
Fx hæver det meste af Skandinavien sig i forhold til resten af kloden. Landhævningen skyldes, at de store ismasser under seneste istid trykkede Skandinavien ned, men da gletsjerne smeltede for 20.000-15.000 år siden, og deres vægt forsvandt, begyndte grundfjeldet igen at hæve sig.
Derfor viser en fastmonteret vandstandsmåler i en havn i Den Botniske Bugt, fx svenske Luleå eller finske Oulu, at vandstanden falder med op mod 1 cm om året.
Satellitter har overvåget vandstanden i verdenshavene siden 1992. Kurven går kun én vej.