Kæmpestorme kan skabe nye huller i ozonlaget, advarer forskere fra NASA.
De har en teori om, at de store storme trækker luftforurening og vanddamp op i over 14 kilometers højde, hvor begge dele truer med at nedbryde den ozon, som beskytter os mod farlig uv-stråling fra Solen.
Nu vil forskerne undersøge teorien ved hjælp af et ombygget U-2-spionfly, som kan nå de nødvendige højder.
Varmere klima giver kæmpestorme
Grænsen på 14 kilometer kaldes også for tropopausen, og tidligere har meteorologerne regnet med, at der kun var ganske få storme, som var store nok til at nå så højt op.
Derfor er de ikke blevet tillagt den store betydning for ozonlaget. Men kæmpestormene, som meteorologerne har døbt “overshoots”, har nu vist sig at være langt mere almindelige.
Og det varmere klima betyder, at der bliver flere af dem. Nye undersøgelser viser, at der er op mod 45.000 hvert år – alene over USA.
Tidligere spionfly skal undersøge ozonlaget
NASA’s ombyggede spionfly kan samle prøver fra atmosfæren i over 20 kilometers højde. Forureningen med klorforbindelserne (gul pil) krydser tropopausen (stiplede linje) i 14 kilometers højde og rejser videre op i ozonlaget (turkis sky).
Når en storm bringer vanddamp og kemikalier op i ozonlaget, kan sollyset her fremkalde kemiske reaktioner, som nedbryder kemikalierne til mindre bestanddele.
Blandt andet kan grundstoffet klor blive frigjort, og det er den rene gift for ozonlaget. Et enkelt kloratom kan sætte gang i en ond cirkel, hvor det nedbryder det ene ozonmolekyle efter det andet.
Et ozonmolekyle er sammensat af tre iltatomer, og kort fortalt stjæler kloratomet et af dem, så der bare bliver et almindeligt iltmolekyle tilbage, som består af to iltatomer. Men kloratomet holder ikke fast i sit iltatom ret længe.
Ved mødet med et frit iltatom afgiver kloratomet sit iltatom igen og er nu parat til at angribe endnu et ozonmolekyle. På den måde kan et enkelt kloratom ødelægge titusinder af ozonmolekyler.
Klor er ren gift for ozonlaget
Forskerne frygter, at store storme trækker forurening med klorforbindelser op i 14 kilometers højde, hvor de sætter gang i en ond cirkel, som nedbryder ozonlaget.
Et enkelt kloratom begynder processen
Når klorforbindelser opløses i stratosfæren, får frie kloratomer (grøn cirkel) lov til at gå løs på ozonmolekylerne.
Kloratomet stjæler ilt fra ozonen
Den frie klor stjæler et iltatom fra et ozonmolekyle og bliver til klormonoxid. Tilbage er et iltmolekyle (blå cirkler).
Kloratomet giver ilten fra sig igen
Når klormonoxiden møder et løst iltatom (blå cirkel), afgiver den sit iltatom. Resultatet bliver igen et almindeligt iltmolekyle (blå cirkler).
Det frie kloratom genstarter processen
Kloratomet kan nu angribe et nyt ozonmolekyle. Mere og mere ozon bliver derfor omdannet til almindelig ilt.
Spionflyet kan nå helt op i 20 kilometers højde og er derfor ideelt til at overvåge atmosfærens øvre lag.
I de kommende år skal flyet opsøge kæmpestormene og tage prøver af luften for at undersøge indholdet af vanddamp og kemikalier. Samtidig skal temperaturen måles.
Ifølge NASA-forskernes teori kan de kemiske reaktioner over tropopausen blive fremskyndet ved højere temperaturer. På den måde kan det varmere klima true ozonlaget på flere fronter samtidig.