2020 blev coronaens år. Det er der ikke meget godt at sige om – men krisen har kastet én positiv bivirkning af sig: CO2-udledningen fik et stort hak i tuden.
Det forventes, at den samlede udledning ender med en reduktion på op mod 7 procent.
Godt nyt – men ikke godt nok.
Vi er nemlig stadig på vej mod 3,2 graders temperaturstigning, konkluderer FN's Miljøprogram i deres årlige klimarapport.
I 2015 underskrev 196 lande ellers Paris-aftalen, og forpligtede sig dermed til at holde den globale opvarmning under 2 grader – og allerhelst 1,5 grader – for at undgå de mest katastrofale konsekvenser.
Hvis det skal lykkes, skal den globale CO2-udledning ifølge FN reduceres med 7,6 procent ompe året. Selv med corona-effekten kommer vi altså ikke i mål.
I dag udleder vi i alt 59 gigaton drivhusgasser om året globalt set. Tallet skal reduceres til 25 gigaton i 2030.
Vi er muligvis på vej ud i det værste scenarie
2020 står til at blive det næstvarmeste år nogensinde målt. Det mærker vi blandt andet i i stigningen i antallet af ekstreme vejrbegivenheder.
Samtidig peger flere forskere på, at vi allerede har eller er meget tæt på at ramme en række af de såkaldte tipping points, hvor de høje temperaturer sætter gang i domino-effekter, som er svære at bremse igen.
For eksempel betyder højere temperaturer, at mere organisk materiale fra Jordens øverste muldlag omsættes til CO2, som udledes i atmosfæren. Og jo mere hvid is, der smelter fra Arktis, desto mindre sollys reflekteres ud igen, og det varmer havvandet op, så det smelter mere is. Og så videre.
Nogle forskere mener endda, at udviklingen lige nu svarer til det scenarie, som FN's klimapanel kalder for 'RCP8.5'. Det er det værste af de officielle scenarier, og det anslås, at ville kunne føre til en temperaturstigning på op mod 5 grader.
Hvis temperaturen stiger med 5 grader, vil det føre til flere tropiske orkaner og ekstreme nedbørsmønstre. Kystområder vil blive oversvømmet, og tørre områder bliver så varme, at landbrug bliver umuligt. Omkring 200 millioner mennesker vil tvinges til at flygte fra deres hjem inden 2050.
Samlet set er billedet dystert, og udviklingen er alvorlig. Men der findes også håbefulde lyspunkter blandt årets nyheder. Her er tre af de største:
Lyspunkt 1
Flere politikere lytter til videnskaben
Teknologiske løsninger og personlige livsstilsændringer er vigtige brikker i kampen mod klimaforandringerne, men uden politisk handling og globalt samarbejde batter de ikke.
Derfor kom det som en glædelig overraskelse, da Kinas præsident Xi Jinping i efteråret erklærede, at landet – som er verdens største udleder af drivhusgasser – vil være CO2-neutralt inden 2060. Japan og Sydkorea fulgte hurtigt trop.
EU skruede også op for de grønne ambitioner i november, hvor en plan om vindenergi til 300 millioner europæere blev annonceret og i december, hvor et nyt mål om 55% reduktion af drivhusgasser i 2030 slap ud af Bruxelles. Det europæiske endemål er klimaneutralitet i 2050.
Endelig forventes det med Joe Biden som ny præsident, at USA igen melder sig ind i den videnskabeligt velbegrundede Paris-aftale, som Donald Trump ellers har trukket landet ud af.
Politiske udmeldinger er én ting. Noget andet er at omsætte dem til virkelighed. Det er for eksempel lettere sagt end gjort at omlægge en så stor økonomi som Kinas fra sin kulkraft-afhængighed til vedvarende energi.
Men også her er der godt nyt.
Lyspunkt 2
Vedvarende energi buldrer frem
2020 har været et ekstremt godt år for den vedvarende energi. Vind og solenergi er vokset eksplosivt på bekostning af de forurenende fossile brændstoffer. På et år, hvor den samlede energiefterspørgsel er faldet med 5 procent, er forbruget af vedvarende energi vokset med 7 procent.
Solenergi leverer nu den billigste form for elektricitet nogensinde med historisk lave priser på strøm fra nye solanlæg. Grøn energi er simpelthen blevet en god forretning.
Derfor forventer Det Internationale Energiagentur, at solenergi kommer til at stå for 80 procent af den samlede vækst i vedvarende energi over de næste tyve år – og at vedvarende energi samlet set vil overhale kul som verdens primære energikilde allerede fra 2025.
Lyspunkt 3
Corona-effekten har vist, at forandring er mulig
Da coronakrisen lukkede verden ned i foråret, faldt CO2-udledningen i perioder med 17 procent på verdensplan. Det er det største fald siden 2. verdenskrig. Og selvom vi ikke rammer det samlede reduktionsmål for året, kommer vi tæt på.
Det kan også mærkes på atmosfærens CO2-koncentation, som måles i enheden parts per million, der angiver antallet af CO2-partikler per 1 million luftpartikler. Den Meteorologiske Verdensorganisation anslår, at coronakrisen vil barbere mellem 0,08 og 0,23 parts per million af den samlede stigning i 2020.
I det store billede er det et blip på radaren, men fra et optimistisk perspektiv har coronakrisen vist os, at vidtrækkende ændringer i den menneskelige adfærd faktisk har en håndgribelig effekt på klimabudgetterne.
FN's Miljøprogram mener derfor også, at krisen skal ses som en mulighed. Hvis vi investerer vores genopretningskroner rigtigt – i grøn energi, grønne jobs og ikke i de fossile industrier – kan det alene være med til at skære 25 procent af udledningen i 2030.
Så – er vi på vej ud over kanten?
I 2018 skrev klimaforskeren Kate Marvel, at klimakrisen ikke er en klippe, men en glidebane.
2020 har vist, at vi stadig er på vej ned ad glidebanen. Koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger, udledningen reduceres for langsomt og vi begynder at se bekymrende tegn på de frygtede domino-effekter.
Men samtidig er det blevet en politisk vindersag at tage videnskaben alvorligt, og forhåbentlig er der handling på vej. Samtidig er økonomiens usynlige hånd trådt ind i kampen på klimaets vegne: Det bliver en dårligere og dårligere forretning at bruge forurenende energi sammenlignet med alternativet.
Og så har vi set med egne øjne, at forandring er mulig.