Den californiske nonprofit-organisation Arctic Ice Project – som har eliteforskere og NASA-folk på holdet – har fået en vild idé: De vil redde den truede arktiske is ved at sprede et helt tyndt lagt reflekterende glas hen over udvalgte islandskaber.
Glasset øger isens evne til at reflektere sollys tilbage - også kaldet albedo-effekten. En øget albedo-effekt resulterer i øget tilbagekastning af solenergi, som dermed sænker temperaturen ved overfladen, så isen stopper med at smelte og i stedet begynder at vokse igen.
Glaskuglerne er små – tyndere end et menneskehår – og udgør tilsammen et pulver. Kuglerne består af silikat fra helt almindeligt sand og har endnu ikke haft negativ indvirkning på testede fisk og fugle.
Polerne er gigantiske parasoller
Polernes iskapper fungerer normalt som gigantiske parasoller, der holder den globale temperatur nede. Det skyldes særligt den modne is, som er tyk, kridhvid og har stor albedo-effekt.
I løbet af de sidste 33 år er den modne is imidlertid svundet med 95 procent, og det har sat gang i en ond spiral: Når den hvide is smelter, opløses den til mørkeblåt vand, som holder på Solens varme. Det varme vand øger is-afsmeltningen, hvilket igen fører til mere varmeabsorbering i havet – og sådan fortsætter den onde cirkel.
Men det er her, Arctic Ice Project vil gribe ind. De har udvalgt en række strategiske områder, hvor en bremset afsmeltning af tyk is vil have positive effekter på større dele af Arktis.
Forsøg holder forårs-isen frossen
De små glaskugler produceres ved at omdanne mineralet silikat til mikroskopiske kugler med en diameter på 65 mikrometer – det er 65 tusindedele af en millimeter. Kuglerne er hule i midten, så de flyder i havoverfladen og reflekterer lys, selv hvis isen er smeltet.
Kuglerne har en albedo-effekt på 90 procent, dvs. at de reflekterer 90% af Solens stråler i stedet for at optage varme-energien fra dem.
Over de sidste ti år har Arctic Ice Project spredt silikatkuglerne i testområder i Canada og USA med lovende resultater. Ved en dam i delstaten Minnesota gjorde et par lag glas for eksempel den unge is 20 procent mere reflekterende. Da foråret kom, var området stadig dækket af 30 centimeter is, mens isen i kontrolområder uden silikatkugler var forsvundet.
Arctic Ice Projects løsning er et eksempel på såkaldt geoengineering, hvor man går ind og påvirker klimaets naturlige dynamikker med teknologiske indgreb – og det er ikke ukontroversielt.
Skeptikere mener, at indgreb i den naturlige cyklus altid vil medføre uoverskuelige og potentielt set negative konsekvenser. For eksempel frygter nogle forskere, at det tynde glaslag kan skade de lokale økosystemer, hvis de fx ender som mad for plankton eller andre dyr nederst i fødekæden.