Vejret er gået i baglås

Når vejret holder op med at bevæge sig – som det ellers plejer i Norden – ender højtryk og lavtryk med at ligge stille i længere tid. Hvor højtrykket hersker, er der sol og tørke. Hvor lavtrykkene dominerer, står det ned i stænger.

Alt tyder nu på, at vejret fremover vil låse sig fast i uger eller endda måneder.

Blokeringer låser vejret

Langvarigt ensartet vejr er ofte knyttet til det, meteorologerne kalder for en blokering.

Fænomenet opstår, når et højtryk lægger sig fast over et bestemt område og giver tørt og solrigt vejr i ugevis – nogle gange så længe, at det giver problemer med tørke, hvilket vi oplevede i Nordeuropa i 2018 og nu igen i 2023.

Det stabile vejr er ret usædvanligt i Skandinavien der, hvor lavtrykkene normalt driver i land fra Atlanterhavet. Lavtrykkene giver et omskifteligt vejr, men også et vejr, hvor naturen sjældent tørrer ud.

Når lavtrykkene fra Atlanten støder på blokeringen, må de finde alternative veje. Men omvejene har en tendens til at ligge lige så fast som selve det blokerende højtryk. Derfor går vejret i naboområderne også i baglås – bare med masser af nedbør.

I praksis har blokeringer lagt sig tæt på Skandinavien hvert eneste forår eller hver eneste sommer de seneste seks år. Tendensen ser ud til at være stigende i vores hjørne af verden, og det kan være et tegn på, at vejrsystemet er mere skrøbeligt, end vi tror.

For at forstå, hvorfor vejret på den måde går i stå, er det nødvendigt at kende tre vigtige elementer i det skandinaviske vejr, nemlig jetstrømmen, polarfronten og vestenvindsbæltet.

Bølgefront styrer blokeringer

Jetstrømmen er en strøm af luft, som bevæger sig med flere hundrede km/t fra vest mod øst i ca. ti kilometers højde. Den kaldes også den polare jetstrøm, fordi den udgør den øvre grænse af den såkaldte polarfront.

Polarfronten udgør en skarp grænse mellem to meget forskellige luftmasser: en kold i nord og en varmere i syd. Temperaturforskellen driver jetstrømmen og får polarfronten til at bugte sig frem og tilbage i løbet af året.

Samtidig skaber polarfronten det såkaldte vestenvindsbælte, som lavtrykkene fra Atlanterhavet følger.

“Den polare jetstrøm bugter sig som en bølge mod øst med nordlige og sydlige udsving set fra oven,” forklarer ph.d. i geofysik, klimaforsker Martin Olesen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Illustreret Videnskab.

“Denne bølgeform kan låse sig fast, så den ligner det græske bogstav omega (Ω) med et højtryk i midten, og på den måde spærre for de østgående lavtryk.”

Risikoen for, at bølgerne låser sig fast, stiger med bølgernes størrelse, altså hvor langt mod syd eller nord jetstrømmen bugter sig.

Bølgernes størrelse afhænger af hastigheden af luftbevægelserne i jetstrømmen og vestenvindsbæltet.

En stærk strøm giver små bølger, mens en svag strøm giver store bølger, som kan blokere vejret.

Og noget tyder på, at den globale opvarmning skaber større og større bølger. Forklaringen ligger højt mod nord i Arktis.

Svækket jetstrøm ændrer vejret

Klimaforskerne har både forudsagt og observeret, at den globale opvarmning rammer Arktis mere end dobbelt så hårdt som resten af kloden. Fænomenet bliver kaldt arktisk forstærkning.

Allerede nu er vintertemperaturen omkring Nordpolen ca. 10°C højere end for 50 år siden. Om sommeren er opvarmningen mindre markant, men den kan stadig mindske temperaturforskellen hen over polarfronten.

”En teori er, at det svækker jetstrømmen, som får sin energi fra temperaturforskellen. Den er i forvejen svag om sommeren, og en yderligere svækkelse øger risikoen for blokeringer,” forklarer Martin Olesen.

Klimaforskeren understreger dog, at selv efter seks år i træk med langvarige blokeringer over Skandinavien, er forskerne stadig ikke sikre på, at det skyldes stigende temperaturer.

”Forskningen i højtryksblokeringer er ufuldstændig. Men det ser ud til, at langvarige låsninger af vejret i vores del af verden hænger sammen med den globale opvarmning.”

Hvordan den sammenhæng ser ud om 20, 50 og 100 år, er selvfølgelig et brandvarmt forskningsemne, for så sent som i marts 2023 understregede FN’s klimapanel, IPCC, endnu en gang, at temperaturen vil fortsætte med at stige igennem det 21. århundrede.

Usikkerhed bekymrer forskerne

Men før forskerne endegyldigt kan koble det fastlåste vejr til den globale opvarmning, er de nødt til at forbedre klimamodellerne.

“Modellerne skal repræsentere blokeringerne bedre med baggrund i den relevante atmosfærefysik. Når vi beder modellerne simulere nutiden for at tjekke dem, så viser de ikke det høje antal langtidsblokeringer på vores breddegrader, som vi rent faktisk observerer,” siger Martin Olesen.

Umiddelbart burde den temperaturstigning på 1,2 grader, som kloden allerede har oplevet de seneste par hundrede år, sammen med den mindre temperaturforskel hen over polarfronten øge antallet af blokeringer og gøre det sværere for lavtryk at skubbe dem væk. Men det er ikke, hvad klimamodellerne viser.

“Ser vi på de globale modeller, så har de ofte en tendens til at vise et faldende antal højtryksblokeringer i fremtiden, primært pga. opvarmning i troperne. Andre modeller flytter blokeringerne på den nordlige halvkugle længere nordpå,” siger Martin Olesen.

Uanset antallet af blokeringer, så bliver tørker i et varmere klima stadig værre, for de bliver nemlig bedre til at forstærke sig selv.

“Opvarmning af atmosfæren øger fordampningen fra jordoverfladen. Når vanddampen så bliver til skyer, afgiver den energi. Det varmer luften op, så den stiger til vejrs som en luftballon. Den varme luft synker typisk igen ned mod jorden i et område med højtryk,” siger Martin Olesen.

Processen er altså med til at forstærke og opretholde højtrykket og en evt. tørke. Og klimaforskerne ved, at den effekt tager til i takt med den globale opvarmning.

Alt tyder dermed på, at vi skal vænne os til flere og længerevarende blokeringer og værre tørker – så de svenske og danske landmænd må spejde endnu længere efter regndråber.