5 sci-fi-film der gør dig klogere

I filmen: Et koloniseringsfartøj med over 2000 mennesker om bord har kurs mod en exoplanet, som potentielt kan koloniseres. Undervejs møder de resterne af en tidligere udforskningsmission, som havde til opgave at finde ud af, hvor livet på Jorden stammer fra.

I virkeligheden: Alien-filmene forsøger ikke, at udvide dine videnskabelige horisonter. Men på et punkt har de muligvis fat i noget sandt: At livet på Jorden kom fra et andet sted i rummet. Flere teorier spekulerer i, at livets byggesten kom til vores planet fra rummet. Båret frem af kometer. Heriblandt spekuleres der i, at aminosyrer, som er blevet omdannet til først peptider og siden til liv, stammer fra rummet.

Avatar

I filmen: Den fiktive måne Pandora indeholder store mængder af det dyrebare (og fiktive) mineral Unobtanium. Mennesket er rejst dertil for at drive minedrift på stoffet, som kun eksisterer i små mængder på Jorden.

I virkeligheden: Minedrift i rummet er endnu ikke en realitet, men kan meget vel blive det snart. Flere firmaer dysterom at komme først ud i asteroidebæltet og ved hjælp af særlige maskiner fragte sjældne mineraler fra asteroiderne ned på Jorden igen. Asteroidebæltet bugner af sjældne metaller som platin, palladium, iridium, osmium, wolfram og guld.

Interstellar

I filmen: Jorden har lidt uoprettelig skade, og mennesket er på jagt efter et nyt sted at kolonisere. Et fartøj flyver gennem et ormehul og havner tæt på et sort hul, hvor de udforsker planeterne omkring det. Håbet er at finde et nyt hjem til mennesket.

I virkeligheden: Filmen bygger i høj grad på teoretisk fysik, og fænomener vi aldrig har observeret – fx ormehuller. Men den prisvindende fysiker Kip Thorne har været inde over skabelsen af de fysiske fænomener, der opstår i filmen, så den er blevet så virkelighedstro som muligt. Fx følger den Einsteins relativitetsteori i forhold til, hvordan tyngdekraften fra det sorte hul gør, at besætningen ældes langsomt i forhold til personer på Jorden.

Derudover er simulationen af det sorte hul og ormehullet i filmen, de bedste, der nogensinde er skabt. Visual-effects-holdet med Kip Thorne i spidsen udgav på den baggrund videnskabelige artikler om, hvordan de skabte de to fænomener med så stor akkuratesse.

Jurassic Park

I filmen: Ved at udtrække dinosaur-DNA fra fortidsmyg fanget i rav, er det lykkedes en videnskabsmand at bringe dinosaurer tilbage til live igen. Han har åbnet en forlystelsespark, hvor man kan komme helt tæt på de ellers uddøde dyr.

I virkeligheden: DNA har en halveringstid på 512 år. Kort sagt betyder det, at DNA’et bliver halveret på 512 år. Det tilbageværende er igen 512 år om at blive halveret, og så videre. Det giver DNA en maksimal overlevelsestid på 6,8 mio. år under ideelle forudsætninger. Dinosaurerne uddøde for godt 65 millioner år siden, og derfor er det umuligt at finde DNA fra dem – heller ikke i ravindbundne insekter.

Men ved hjælp af andre teknologier er det lykkedes forskere at komme tæt på at skabe dinosaurer alligevel. Ved at manipulere med generne i høns – en af dinosaurernes efterkommere – har forskerne skabt kyllingefostre med dinosaurnæb og –ben.

Nu skal resten af kroppen ’bare’ skabes, og ifølge de mest optimistiske forskere kan vi se en levende dinosaur inden for 10 år.

Rumrejsen år 2001

I filmen: Stanley Kubricks mesterværk fra 1968 er opdelt i tre dele i tre forskellige tidaldre. Vi følger de første abers brug af våben og vi følger astronauter på en rejse til Jupiter undervejs, inden filmen poetisk ender med et foster, der kredser om Jorden og kigger ned på vores planet.

I virkeligheden: Filmen er fra før Neil Armstrong satte sin fod på Månen (1969), før de første sonder passerede Jupiter (1973) og før computerskabte effekter blev brugt på film (1973). Men filmen formåede at ramme rigtigt med en lang række forudsigelser, og videnskaben i filmen er langt hen ad vejen korrekt gengivet.

Blandt filmens forudsigelser, som holdt stik, er bl.a. videoopkald, kunstig intelligens, fladskærme, computerstyret navigation, tablets, computerspil og toiletter til brug i vægtløs tilstand. I 1968 var computeren stadig i sin spæde startfase, hvilket gør forudsigelserne endnu mere imponerende.

Filmen gengiver den minimale tyngdepåvirkning i rummet præcist, og den viser også – i modsætning til fx Star Wars – at rummet er stille. Ingen lyde eksisterer uden for rumskibet. En række NASA-forskere bistod med fysikken i filmen, og sørgede for, at filmen også overholder Einsteins relativitetsteori.