Gyserfilm skræmmer livet af dig

Øredøvende skrig, dunkle nattescener og blodige ansigter. Gyserfilmens velorkestrerede effekter sender din hjerne i højeste alarmberedskab. Og ifølge forskerne får de fiktive rædsler ikke alene din hjerne til at glemme al fornuft - de øger også risikoen for, at du får en blodprop.

Øredøvende skrig, dunkle nattescener og blodige ansigter. Gyserfilmens velorkestrerede effekter sender din hjerne i højeste alarmberedskab. Og ifølge forskerne får de fiktive rædsler ikke alene din hjerne til at glemme al fornuft - de øger også risikoen for, at du får en blodprop.

I mødelokalet på et hollandsk universitet løber det 21 forsøgspersoner koldt ned ad ryggen.

På en storskærm vises gyserfilmen “Insidious”, hvor djævlelignende væsner besætter en ung drengs krop og udnytter den til at angribe hans forældre.

Filmforevisningen er arrangeret af lægen Frits Rosendaal fra Leids Universitair Medisch Centrum. Da han efter filmen tager blodprøver fra publikum, opdager han, at deres risiko for at få en blodprop er steget markant under filmen.

Det hollandske forsøg fra slutningen af 2015 er bare ét af en række, der i den seneste tid har overbevist forskerne om, at gyserfilm gør langt mere indtryk på både kroppen og hjernen, end de hidtil har troet.

Gyserinstruktører udnytter vores urinstinkter og trykker på knapper, der snyder hjernen til at forberede os på livstruende farer.

Med simple lydbidder tiltvinger de sig direkte adgang til særlige hjernecentre, og med bizarre scenarier skruer de på vores følelsesregister, så selv det ulogiske skræmmer os fra vid og sans.

Kroppen forbereder blodtab

Når kroppen reagerer på sataniske skabninger i en gyser, er det et desperat forsøg på at beskytte os.

Forsøgspersonerne på det hollandske center havde større risiko for blodpropper efter filmforevisningen, fordi deres kroppe havde skruet op for proteinet koagulationsfaktor VIII. Proteinet svømmer rundt i blodet og holder øje med, om der er gået hul på en blodåre.

Hvis det opdager et hul, igangsætter proteinet en biokemisk dominoeffekt, der får et spind af proteiner til at forsegle hullet. I livstruende situationer skruer kroppen op for proteinet for lynhurtigt at kunne forhindre blodtab.

Hjernen kan dog ikke altid skelne mellem virkelige farer og skrækindjagende effekter i en gyserfilm, og det betyder, at forsøgspersonernes kroppe er unødigt på vagt.

Gyseren adskiller sig fra andre genrer, bl.a. fordi hjernen kommer på overarbejde, når den skal finde logik i uhyggen. Det betyder, at tilskuernes hjerner reagerer mere ens på en gyser end på andre film. Den amerikanske hjerneforsker Uri Hasson brugte i 2007 hjerneskanninger til at vise, hvilke dele af hjernebarken der blev aktiveret på samme måde hos alle forsøgspersoner.

© Uri Hasson/Princeton University

Hverdagssituationer

Filmklip af hverdagssituationer viste kun sølle 5 % fælles hjerneaktivitet.

© Uri Hasson/Princeton University

Komedie

Komedieserien ”Curb Your Enthusiasm” aktiverede 18 % af hjernen ens hos alle forsøgspersoner (rød)

© Uri Hasson/Princeton University

Western

Den klassiske western “Den gode, den onde og den grusomme” havde ikke samme kontrol over tilskuerne og fik kun 45 % af deres hjerner til at svinge i takt (blå)

© Uri Hasson/Princeton University

Gyser

Under gyseren “Bang Bang You’re Dead” arbejdede publikums hjerner næsten synkront – hjerneaktiviteten i 65 % af hjernebarken var fælles for dem alle (grøn)

De mange blodproteiner er overflødige og øger faktisk risikoen for, at blodet koagulerer til en livs­truende blodprop.

Frits Rosendaal regnede sig frem til, at hans forsøgspersoners risiko var øget med hele 19 procent.

Skrig udløser hjertebanken

En velkomponeret gyserfilm behøver ikke engang en nervepirrende handling for at virke – instruktøren kan fylde dig med ægte gru kun ved hjælp af lys og lyd.

Et gammelt trick er at overdynge en gyser med øresønderrivende skrig, og en forsker i Schweiz har afsløret, hvorfor lyden virker.

I et forsøg fra 2015 viste Luc Arnal fra Université de Genève, at vi ikke opfatter skrig ligesom andre lyde, der bearbejdes i hørecenteret i hjernens tindinge­lapper.

Et skrig skærer sig direkte ind i hjernens frygtcenter, amygdala. Det lille område i tindingelappen styrer blandt andet vores frygt- og forsvarsreaktioner. I området findes omkring 12 millioner neuroner, der kan udløse hurtig vejrtrækning, hjerte­banken, øget svedproduktion og opmærksomhed.

Ved at ramme amygdala vækker et skrig altså urinstinkter i os, der gør os i stand til at flygte eller tage kampen op øjeblikkeligt. En reaktion, der oprindeligt har sikret menneskets overlevelse, fordi et skrig er et udtryk for, at nogen – og dermed også den, der hører skriget – er i stor fare.

Luc Arnal undersøgte også, hvordan skriget finder vej til amygdala. Han fandt ud af, at lyden adskiller sig fundamentalt fra lydbilledet af almindelig tale. Skriget indeholder nemlig en helt særlig kombination af frekvenser, man ikke finder i andre lyde.

På hjerneskanninger kunne Luc Arnal se, at hørecenteret er relativt dårligt til at opfatte skrigets grovhed, mens amygdala derimod er ekstremt følsom over for de særlige frekvenser.

Hjernecenter skruer på følelserne

Generelt arbejder et hjernecenter som amygdala aldrig alene. I alle døgnets timer kommunikerer vores hjerneceller på kryds og tværs for at løse de opgaver, vi støder på.

Når frygten overmander din krop, er det derfor et resultat af, at amygdala i samråd med en række andre hjernecentre har vurderet, at du er i livsfare.

Japanske forskere demonstrerede i 2016 hvordan nogle gyserfilm bruger hjernecentrenes koordinerede maskineri til at drive gæk med amygdala. Kazufumi Yoshihara og hans hold på Kyushu University skannede hjernen på 32 forsøgspersoner, mens de så gyserfilmen “I Know What You Did Last Summer”.

Når forsøgspersonerne blev bange, steg hjerneaktiviteten i og imellem to hjerneområder: amygdala og ACC (anterior cingulate cortex) – et område dybt inde i den forreste del af hjernen. ACC fungerer som en volumenknap, som skruer op eller ned for følelsesregisteret, så det passer med de sanseindtryk og informationer, hjernen opfanger.

Chokket skyder genvej

/ 5

Normal reaktion

Når du får nye sanseindtryk, omdanner dine øjne og ører dem til signaler, der sendes til hjerneområdet talamus.

1

Normal reaktion

Talamus omdirigerer signalerne til hjernens syns- og hørecentre. Her bearbejdes og analyseres indtrykkene, og efter nogen tid sendes de videre til hjernens såkaldte frygtcenter, amygdala (blå plet).

2

Normal reaktion

Når amygdala får besked om en fare, konsulterer området hjernens pandelapper, der vurderer faren. Hvis situationen ikke er livstruende, får amygdala beroligende signaler tilbage.

3

Normal reaktion

Hvis amygdala får nys om en livstruende situation, slår området alarm og advarer bl.a. hypotalamus, hjernestammen og pandelapperne. Reaktionen skaber en intens frygt og forbereder kroppen på kamp eller flugt ved bl.a. at spænde alle muskler.

4

Gyser-reaktion

Hvis en gyserfilms chokscener er skræmmende nok, sender talamus signaler direkte til amygdala. Tilskueren når altså ikke at blive bevidst om at have set eller hørt noget. Hvis syns- og lydeffekterne er ekstremt skræmmende, går amygdala uden om de hjernens pandelapper og skruer helt op for kroppens frygtreaktioner.

5
© Lotte Fredslund & Shutterstock

Men ACC har også en anden vigtig funktion. Området holder øje med, om noget i omgivelserne virker forkert eller ulogisk. Hvis du ser tegnene >>>>>, forholder ACC sig helt i ro, men området slår alarm over uordenen i >>><>.

På samme måde aktiverer en absurd og helt ulogisk scene i en gyserfilm ACC, der sender en kaskade af nervesignaler til amygdala. Reaktionen får amygdala til at slå alarm og skrue helt op for en voldsom frygtfølelse.

Med andre ord får vores frygtcenter besked på at forstærke alle frygtreaktioner, når et grotesk monster bryder ud af brystet på en astronaut i klassikeren “Alien”, eller når en piges hoved snurrer en hel omgang rundt i “Eksorcisten”. Gyserfilm excellerer nemlig i at vise frygtelige begivenheder, der er højst urealistiske.

Gyserfilm gør os gladere

Hjertebanken, sved og ukontrolleret angst afholder os dog ikke fra at betale for at se gyserfilm. Genren er stadig en af de mest populære, og i 2007 forklarede to forskere hvorfor.

Eduardo Andrade fra University of California og Joel Cohen fra University of Florida delte 87 forsøgspersoner op i to hold: dem, der elskede gyserfilm, og dem, der hadede dem.

Forskerne afspillede ti minutters gys fra “Eksorcisten” eller “Byens skæbne” for alle forsøgspersoner og udspurgte dem både før og efter om deres humør.

Resultatet viste, at alle deltagere følte frygt og angst efter klippene – men ikke på bekostning af deres positive følelser. De forsøgspersoner, der afskyede gyserfilm, havde lige mange positive følelser før og efter filmen, mens gyserelskerne var opfyldt af flere muntre følelser efter gyset.

Gener gør os lette at skræmme

I 2008 viste tyske forskere fra Universität Bonn, at der tilsyneladende er en genetisk forklaring på, hvorfor folk reagerer så forskelligt.

Psykologen Christian Montag og hans kolleger registrerede reaktionerne hos 96 kvinder, der så filmklip af nuttede dyreunger, neutrale husholdningsredskaber eller skrækindjagende voldsscener. Bagefter undersøgte de kvindernes gener.

Nogle kvinder havde en bestemt mutation i genet COMT, som gjorde dem meget lette at forskrække. Folk med denne genetiske variant vil altså reagere meget kraftigt på skrækeffekter i gyserfilm. Christian Montag har vist, at genvarianten er opstået sent i menneskets udvikling og muligvis er en tilpasning til et liv i en beskyttet hverdag.

Frygtspiral opstår

I den nyeste gysergenre, “neurothrilleren”, går instruktører nu helt målrettet efter at prikke til de hjernecentre, der får din krop i ukontrolleret panik.

I filmen “Hvad med Kevin?” viser første scene en desperat mors mareridt, hvor hun nærmest drukner i røde safter til en tomatfestival. Da hun vågner, er hendes hus overmalet med rødt. Frygten gennemsyrer scenerne, der påvirker publikum til også at føle den.

I løbet af filmen bliver det klart, at vi er inde i hovedet på moren til en massemorder. Instruktøren fremprovokerer med røde nuancer og skarpe lysglimt fra fortiden en række forbigående følelser: Skyld, håb, fortvivlelse og sorg strejfer igennem tilskuernes hjerner.

Den hollandske medieprofessor Patricia Pisters kalder resultatet “En spiral af frygt, et varmt karbad af sorg, ikke gennem en helt klassisk historiefortælling, men gennem lyd, billede og nye sofistikerede computer teknologier, der prikker direkte til følelser i urhjernen”.