Shutterstock

Hvor stammer fuck-fingeren fra?

Mange viser langfingeren, når de er vrede. Hvordan kan det være?

Det er ikke et nyt påfund, når vi forsøger at fornærme nogen eller vise vores vrede ved at stritte med langfingeren. Gestussen er nemlig mere end 2000 år gammel og var kendt af de gamle romere, der omtalte langfingeren som den skamløse finger.

Romernes ord for det, vi i dag kalder at give fingeren, var digitus impudicus. Meget tyder på, at den provokerende finger blev gemt væk i middelalderen, hvor den katolske kirke med sine konservative værdier herskede. Men den strittende finger overlevede, og håndtegnet kom formentlig til USA med italienske immigranter.

Tegnet er første gang dokumenteret i USA i 1886, da baseballholdet Boston Beaneaters blev fotograferet sammen med modstanderholdet, New York Giants. Her gav en Boston-spiller nemlig fingeren til kameraet.