Hvorfor viser vi vores tænder, når vi smiler?

For fem-syv millioner år siden skilte menneskets udviklingslinje sig ud fra chimpansens, og samtidig skete der en vigtig fysiologisk ændring: Vores forfædre mistede de store, kraftige hjørnetænder, man kender fra de andre menneskeaber og fra mange andre dyr i øvrigt. Vores tyggeapparat ændrede sig for at give plads til en udvidelse af hjerneskallen, og samtidig mistede vi hjørnetændernes frygtindgydende udseende. Vores forfædre byttede så at sige et våben ud med en lidt større hjerne og evnen til at gå oprejst på to ben. De før så intimiderende hjørnetænder var nu en sølle trussel, som blev afløst af andre trusselsmetoder, fx udviklede vores forfædre truende positurer med en sten eller kæp. Hvor aberne kunne vise deres tænder frem for at jage fjenden på flugt, var vores forfædres små hjørnetænder uegnede til at jage fjenden en skræk i livet, og derfor holdt vi op med at vise vores tænder frem for at virke truende. Evnen til at vise tænder havde vores forfædre imidlertid stadig, og dermed var evnen blevet tilovers. Men evolutionen står aldrig stille, og den lader ikke en evne, der én gang er udviklet, stå uudnyttet hen. Derfor fandt vi en ny anvendelse af evnen til at vise tænder. Vi udviklede vores komplekse ansigtsmimik og i den forbindelse også tandsmilet. Vores ansigtsmimik passer til vores intelligens og behov for at kommunikere og udtrykke en lang række følelser, og her spiller smilet en meget vigtig rolle.