Skalperede indianerne deres fjender?

Krigerfolk overalt i verden har haft for vane at hjemføre dele af slagne fjender som trofæ, for eksempel ører, tunge eller penis. De nordamerikanske indianere var kendt for at skalpere deres fjender, det vil sige, at de skar issehuden med håret af. Traditionen eksisterede, inden de europæiske nybyggere kom til, men den blev langt meget mere udbredt i årene efter. Det skyldtes ikke, at indianerne så et nyt og talrigt bytte i de nyankomne, men at kolonimyndighederne udbetalte en dusør for skalpe. Det bevirkede, at indianerstammer, som ellers aldrig havde haft indbyrdes problemer, pludselig begyndte at overfalde hinanden. Mange tror, at skalpen kun blev taget på lig – eller at man døde som følge af skalperingen. Men der kendes adskillige eksempler på folk, der har levet i årevis efter at være blevet skalperet. Det har bare ikke været noget let liv. Ofrene var udsat for infektioner, ligesom de risikerede, at benet i det blotlagte kranium døde og rådnede væk, så der ikke var noget til at beskytte hjernen. Var hele issehuden fjernet, havde de yderligere det problem, at øjenbrynene faldt ned i øjnene, fordi der ikke længere var noget til at holde dem oppe.