Konserveringscenter Vejle
Guldsmykke med indgravering

Amatørarkæolog finder kæmpe guldskat nær Jelling

En nybegynder med en metaldetektor har gjort et af danmarkshistoriens vigtigste guldfund.

Som ny amatørarkæolog med en metaldetektor er du heldig, hvis du finder en gammel mønt eller en hestesko. Men for Ole Ginnerup Schytz, ventede der et større fund, da han med sin helt nye metaldetektor gik en tur på en vens mark lidt uden for Jelling.

Her kom han på sporet af et af Danmarkshistoriens kvalitativt største guldfund, der efterfølgende nu er blevet udgravet af arkæologer fra Vejlemuseerne.

Op af jorden kom den ene fantastiske guldgenstand efter den anden. Romerske guldmønter, der var blevet lavet om til flotte smykker og rigt dekorerede guldmedaljoner med runeinskriptioner og motiver, der kunne stamme fra nordisk mytologi.

Blev kulet i jorden efter klimakatastrofe

Den enorme skat, der har været uvurderlig i sin samtid, blev nedgravet i et langhus engang i 500-tallet e.Kr. - formentlig af en rigmand.

"Kun et medlem af samfundets absolutte top, har kunnet samle en skat, som den der er fundet her", udtaler forskningschef Mads Ravn fra Vejlemuseerne.

Arkæologerne formoder, at skatten er blevet nedgravet i perioden efter år 536 e.Kr., hvor et stort vulkanudbrud førte til en global klimakatastrofe.

Den efterfølgende hungersnød førte til uroligheder og krige, og værdigenstande blev gravet ned enten af sikkerhedshensyn eller som offergaver, der skulle mildne guderne.

©

Elektromagnetisme finder skatten

Metaldetektorer kan finde selv helt små metalobjekter begravet 15-20 cm under jorden­ og endda fortælle, hvilken type metal objektet er lavet af.

Når en metaldetektor bliver tændt, går apparatets vigtigste del – den runde søgespole i detektorens nederste ende – i gang med at arbejde. Spolen skaber et elektromagnetisk felt, der trænger ned i jorden.

Når feltet rammer fx en begravet mønt, genererer­ den sit eget elektromagnetiske felt, som søgespolen opfanger og alarmerer detektoristen om.

Metaldetektoren analyserer samtidig signalet fra søgespolen og måler tidsforskellen mellem den tid, det tager at “oplade” mønten, indtil signalet opfanges og sendes retur.

Ud fra tidsforskellen kan detektoren afgøre møntens størrelse, og om den består af guld, sølv eller en helt tredje type metal. Detektoren kan også fastslå, hvor dybt nede metallet ligger.