Den svenske tidligere spildesigner Simon Stålenhag blev i løbet af 2018 en mindre internetsensation, da hans flotte malerier af svenske landskaber blandet med forunderlige futuristiske bygningsværker, kæmpe robotter og ruiner af fremtidsteknologi gik viralt.
Berømmelsen blev vekslet til to kunstbøger Tales from the Loop og Things from the Flood, et brætspil og et rollespil.
Og så købte Amazon rettighederne til en tv-serie baseret på malerierne med den prisvindende engelske skuespiller Jonathan Pryce (bl.a. fra Game of Thrones) i en hovedrolle.
Serien er flyttet til Idaho. Sikkert af hensyn til det amerikanske publikum, men det er ikke virkelighedens Idaho.
Folk kører i gamle Volvoer, lytter til svensk musik på rejsegrammofonen og i den lille lokale biograf spiller Ingmar Bergman.
Tidsmæssigt befinder vi os også i 70’erne, i fremtiden eller helt uden for tid og rum.
Mange spørgsmål og ingen svar
Tales From the Loop handler ikke om hvordan eller hvorfor fantastiske ting sker, men om hvordan de påvirker seriens personer.
I den lille by er et underjordisk forskningsprojektet - The Loop - der bliver bestyret af videnskabsmanden Russ spillet af Pryce.
Hver morgen går stort set hele byens befolkning på arbejde via indgangen, der er et stykke brutalistisk arkitektur taget direkte ud af et af Stålenhags billeder.
Hvorfor det ligger lige der, hvorfor det ligner noget fra Østeuropa i 60’erne og hvorfor forskerne benytter sovjetinspirerede terrængående køretøjer, får vi aldrig at vide.
Et underjordisk projekt, fantastisk teknologi og ansatte i hvide kitler midt i en lille amerikansk by. Det sender måske tankerne i retning af Netflix’ kæmpesucces Stranger Things.
Det overnaturlige, der er centralt i Stranger Things, er dog mere et randfænomen i Tales from the Loop.
Hans Lauring er tidligere redaktør på magasinet Stream og har skrevet om gadgets og teknologiudvikling i mere end 15 år.
Her hos os på Illustreret Videnskab anmelder han de bedste film og serier, der berører videnskabens verden.
Serien er smukt fotograferet og i hver eneste udendørsscene ser man eksempler på mystiske bygninger, uforståelig teknologi og ting, der ikke rigtig hører til.
Men for indbyggerne er det tydeligt hverdag og ikke noget, de lader sig mærke med.
Om tingene er der på grund af The Loop, eller om projektet er opstået i den lille by, for at undersøge de mærkelige fænomener er endnu en ting, serien aldrig besvarer.
Den lille Ohio-by eksisterer i sin egen lille verden, og serien forklarer ikke, hvordan resten af landet eller verden ser ud.
Otte små magiske historier
I hver episode ser vi, hvordan den mystiske teknologi griber ind i personernes liv:
En pige mister sin mor. To drenge ved overgangen til voksenlivet finder en maskine, der lader dem bytte krop. En dreng og hans farfar finder en sær kugle, der via ekkoet fortæller, hvor lang tid man har tilbage at leve i. To unge elskende stopper tiden og flygter fra forældre, der ikke vil acceptere deres kærlighed.
Hvert afsnit er en historie for sig, der kun har byen, The Loop og nogle af indbyggerne tilfælles, således at en person, der var bifigur i et afsnit, måske spiller hovedrollen i det næste.
Fælles for alle historierne er, at selvom teknologien er katalysator, handler de om store følelser som sorg, længsel, tab og kærlighed.
Hvert afsnit er velfortalt og velspillet. Nogle er dystre og triste, andre lidt mere optimistiske. Humor er der ikke meget af, og det hele er trykkende og en smule deprimerende.
Tales From The Loop egner sig bedst til at blive spredt ud, og da der ikke er en sammenhængende historie på vej mod en endegyldig konklusion, så er der heller ingen grund til at binge eller i det hele taget at se dem i rækkefølge.
Hvis man har set Stålenhags billeder og tænkt ”gad vide, hvordan den der virker?”, ”Hvem har mon bygget…? ”, ”hvorfor har de…? ” og håber på, at serien udforsker de spørgsmål, så bliver man skuffet.
Serien genskaber mange af Stålenhags værker og indfanger perfekt deres lidt ildevarslende og melankolske følelser (stærkt underbygget af et fantastisk Philip Glass-soundtrack), men den forklarer ingenting.
Det er modigt og anderledes for en serie, men det er også lidt for meget af det samme og lidt for meget fokus på stemning over den gode historie.