Begraver man altid folk i jorden?

De tidligste begravelser, man kender, er op mod 100.000 år gamle og er foretaget af neandertalere i Dordogne i Frankrig og Shanidar i Irak. Skikken med at begrave eller lægge i stenbyggede grave var almindelig i stenalderen i Norden. Som regel blev mange lig lagt i det samme gravsted, hvor slægtens døde efterhånden samledes. I Central- og Nordeuropa begyndte man i bronzealderen at begrave de døde enkeltvis i træ- og stenkister. I 1300-tallet f.Kr. blev ligbrænding mere udbredt, ligesom det også blev almindeligt i det antikke Rom og i Indien. I nyere tid findes der mange variationer over begravelsestemaet. I Grønland og andre arktiske egne er det svært at begrave de døde i den frosne jord, og derfor dækker man nogle gange liget med sten. Tidligere har man brugt stenkamre, revet huset ned over liget eller simpelt hen sat det ud indpakket i dyreskind. I Tibet parterer munke de døde på en højtliggende klippe, så de får en “himmelbegravelse”, idet deres kroppe stykvis bliver ædt af rovfugle. Og prærieindianerne satte ofte deres døde op i høje træer, gerne beskyttet mod vilde dyr af tornegrene.