Mørket og kulden var det første, lægen Frederick Treves bemærkede, da han trådte ind i det lille, beskidte butikslokale. Lyset kunne ikke slippe gennem vinduet. Det var dækket af et enormt reklamebanner med en tegning af et væsen – halvt mand, halvt elefant.
Tom Norman – en “cirkusdirektør”, der udstillede vanskabninger rundt om i London – førte den nysgerrige læge længere ind i lokalet.
Han trak et forhæng til side. Bagved, på en stol, sad en deform skikkelse. Det kæmpestore hoved var så misdannet, at det så ud, som havde han kun ét øje.
Et øje, der gloede tomt ud i lokalet. Næsen var en kødklump og lod sig kun genkende på grund af placeringen midt i ansigtet. Kæben var så forvokset, at overlæben vendte den røde inderside ud.
Kroppen var trukket skæv og dækket af tyk hud, der mange steder hang i lange folder og var tæt besat med blomkålslignende vækster.
Den venstre arm var lille og tynd – den højre enorm og endte i en kæmpemæssig hånd.
Tommelfingeren mindede Frederick Treves om en ræddike, og de øvrige fingre lignede knoldede rødder.
“Rejs dig op”, bjæffede cirkusdirektøren. Den deforme skikkelse rejste sig. Han havde kun et par bukser på.
Stik mod Treves' forventninger var manden ikke særlig stor. Lægen tog for givet, at det besynderlige væsen ikke kunne tale eller tænke. Ejeren af lokalet fortalte, at Elefantmanden hed Joseph Merrick.
Sygdommen ødelagde bl.a. Merricks knogler og fik hans hud til at vokse uhæmmet.
Treves bad cirkusdirektøren om tilladelse til at undersøge Merrick – han ville finde ud af, hvorfor Elefantmandens krop var så deform.
En historie fortalte, at Joseph Merricks mor i løbet af graviditeten var blevet overfaldet af en vildfaren cirkuselefant, men den slags folketro lå uden for Frederick Treves' videnskabelige univers.
Modstræbende gav cirkusdirektøren lov til, at Treves undersøgte Elefantmanden på London Hospital, der lå over for butikken.
Dækket af en stor hat, et klæde foran ansigtet og en kappe blev Joseph Merrick ført til hospitalet. Treves målte og tegnede Merricks krop.
Da optegnelserne var slut, rakte Treves ham sit visitkort. Fik han brug for hjælp, kunne han altid komme til lægen.
Europæerne så på vanskabninger
Treves beskrev sit møde med Elefantmanden mange år senere i en bog. Selv om mange historikere mener, at lægen nok pyntede lidt på historien, er det sikkert, at de to mænd mødte hinanden første gang i november 1884.
Før Joseph Merrick blev til Elefantmanden, havde han boet på en fattiggård i sin fødeby Leicester.
Her var dårlig kost og hårdt arbejde fra morgen til aften en del af hverdagen. Merrick forsøgte at indordne sig, men hans udseende vakte rædsel, og ingen forstod, hvad han sagde, på grund den deforme mund.
Livet på fattiggården var ulideligt, og Merrick besluttede at drage nytte af sin deformitet.
De første tegn på Merricks sygdom viste sig allerede, da han var omkring tre år.
Moderens død ændrede Merricks liv
“Jeg var 11 eller 12 år, da mit livs ulykke indtraf – min elskede mor døde”, skrev Elefantmanden, Joseph Merrick, i en kort selvbiografi.
Merrick blev født i august 1862 som det første af tre børn i et hjem præget af fattigdom. Hans sygdom brød frem, da han som ca. treårig begyndte at få små buler på kroppen.
Symptomerne var dog ikke værre, end at han kunne leve et nogenlunde normalt liv. Moderen tog kærligt hånd om hans opdragelse og sikrede, at Merrick blev sendt i skole.
Kort efter moderens død ansatte faderen en husholderske, som han hurtigt giftede sig med.
Merrick omtalte hende senere som et meget ondt menneske. Stedmoderen hånede og fordømte ofte hans misdannede krop og ville af med ham.
Som 15-16-årig fik Merrick nok og forlod hjemmet for altid. Han fik plads på en fattiggård, indtil han i 1884 sluttede sig til et cirkus, der udstillede vanskabninger.
Derfor kom han i august 1884 i kontakt med et omrejsende “cirkus”, der udstillede vanskabninger – et af de såkaldte freak shows, der var almindelige i Europa på den tid. Her blev alle former for anormalitet vist frem.
Fede kvinder. Skelettynde mænd. Mænd, der var kvinder. Kvinder, der var mænd. Sorte mennesker, der fødte sorte børn på scenen.
Elefantmanden blev en øjeblikkelig succes. Børn var forbudt adgang til showet, og kvinder besvimede ofte, når tæppet blev trukket til side. Publikum gyste og gispede, når de så den elefantlignende krop.
I næsten to år rejste Joseph Merrick rundt som Elefantmanden.
LÆS MERE: Freakshows var de vanskabtes vej til succes
Selv om han var lukket inde det meste af tiden, for ikke at skræmme livet af folk og tage toppen af forventningerne til de daglige forestillinger, var det gode år. Fast arbejde og løn gjorde, at han kunne spare en del penge op.
Derfor var det en ulykke for Merrick, at det moderne England indledte jagten på de populære freak shows.
Kirkelige og politiske røster gjorde klart, at forestillingerne ikke hørte til i det nye britiske samfund.
De var middelalderlige og uværdige. Modstanden førte til et forbud i 1886, og Joseph Merrick mistede sit eksistensgrundlag.
Elefantmanden ramte bunden
Forbuddet blev begyndelsen på en barsk nedtur.
Elefantmanden rejste til Belgien, hvor han ville fortsætte sine forestillinger.
Men også på kontinentet var politikerne begyndt at tage afstand fra udstillinger af vanskabte.
Politiet forbød og lukkede gang på gang det omrejsende show. Der var ingen penge at tjene for Merrick eller hans nye østrigske direktør, som efter nogle håbløse måneder gjorde en ende på den dårlige forretning.
Han stjal alle Merricks opsparede penge og stak af.
Alene i et land, hvor alle blev skræmt over hans udseende, nåede Joseph Merrick bunden. Ingen talte engelsk. Han havde ingen mad. Intet sted at sove.
For at skjule sig for briternes fordømmende blikke gik Joseph Merrick ofte med en hætte, som dækkede hans deforme ansigt.
Og vidste ikke, hvordan han skulle komme hjem. Hjælpen kom fra en uventet kant. Den østrigske direktør, der havde taget hans penge, vendte tilbage, så hans elendighed og købte en billet til London.
Og så begyndte en rædselsfuld tur. På toget hånede og forfulgte passagererne den besynderlige mand. På båden, der skulle sejle over kanalen, afviste kaptajnen at tage ham med af hensyn til de andre passagerer.
Til sidst – i juni 1886 – lykkedes det Joseph Merrick at komme om bord på et skib, der kunne fragte ham mod hans mål: London.
Merrick og Treves mødtes igen
Pegende fingre, forfærdede blikke og opskræmte hvin fulgte Merrick, da han forsøgte at finde vej gennem den tætte folkemængde på Liverpool Station.
Ligegyldigt hvor han gik, blev menneskemassen mere og mere uigennemtrængelig.
Folk stimlede sammen for at få et lille glimt af det mærkelige væsen, som både vækkede rædsel og fascination. Nysgerrighed og forfærdelse piskede stemningen op, så manden i centrum for det hele blev mere og mere panisk.
Det var først, da politiet kom til Liverpool Station, at Merrick kunne komme væk. Politibetjente fik trukket ham ind i en tom ventesal, hvor dørene blev lukket for næsen af folk, der pressede på udefra for at se mere.
Her faldt Joseph Merrick om. Udmattet, skræmt og ildelugtende efter den lange rejse. Betjentene forstod ikke et ord, han mumlede. Først da Merrick trak et krøllet visitkort frem fra jakken, vidste de, hvad de skulle gøre af ham.
Visitkortet var det kort, Frederick Treves havde givet ham to år forinden i det mørke butikslokale.
Og da Merrick blev afleveret på London Hospital, tog lægen for anden gang i sit liv imod den besynderlige patient.
Lægen Frederick Treves var yderst interesseret i Merricks sjældne sygdom. Han undersøgte grundigt sin deforme patient og sørgede for at finansiere hans hospitalsophold.
Indlæggelsen på hospitalet blev et vendepunkt i Joseph Merricks liv. Han blev helbredt for lungebetændelse, og han blev passet og plejet.
Treves kunne se, at den elefantlignende mand ikke kunne leve uden for hospitalet, og han ønskede at få Merrick indlagt som fast patient. Det kunne kun lade sig gøre, hvis nogen betalte for Merricks ophold.
Pengene strømmede ind
Datidens velhavende mænd og kvinder brugte gerne penge på velgørenhed. Og da historien om Elefantmanden spredte sig i det engelske high society-miljø, begyndte pengene at strømme ind til hospitalet.
Først skrev læger i medicinske blade om den besynderlige sygdom, patienten på London Hospital havde.
Dagspressen fik nys om Joseph Merricks historie og skæbne, og aviser landet over begyndte at skrive om Merrick.
Historierne vakte medfølelse, og små og store beløb blev sendt ind til manden, der havde mistet alt på grund af sit skræmmende udseende.
Merricks sygdom deformerede alle hans knogler. I dag mener lægerne, at han havde proteus-syndrom.
Merrick fik en lille lejlighed på hospitalet. Treves besøgte ham ofte og lærte efterhånden at tyde den tale, der kom ud af den vanskabte mund. I løbet af de mange samtaler lærte Treves Merricks baggrund at kende.
Han hørte om den højtelskede mor, der døde tidligt. Han hørte om årene som omrejsende vanskabning. Om ydmygelserne.
Treves fortalte Joseph Merricks historier videre.
Og de mennesker, som havde bidraget til Elefantmandens ophold på hospitalet, fattede nu for alvor interesse for hans grufulde skæbne. Højdepunktet indtraf i 1887, da London Hospital skulle indvie en ny tilbygning.
De kongelige sendte julekort
Indvielsen skulle foretages af prinsen og prinsessen af Wales – de senere kong Edward 7. og dronning Alexandra af Storbritannien.
Det kongelige par blev vist rundt på hospitalet og kom til Merricks lejlighed. Treves fulgte med og advarede parret om, at synet kunne være overvældende. Men de lod sig ikke mærke med noget.
Det royale par talte ikke meget med Joseph Merrick, men deres venlighed over for manden, der tidligere var blevet ydmyget så ofte, var overvældende for alle i stuen.
Ikke mindst Merrick, der efter besøget brød sammen i gråd og glæde, da prinsessen sendte ham et kort.
Til jul modtog han yderligere tre kort fra den royale familie. Med kongehusets interesse fulgte en strøm af besøg fra velhavende briter, der ville gøre noget godt for Merrick.
De gav gaver, udflugter og udviste en barmhjertighed, han aldrig før havde kunnet forestille sig.
Den 11. april 1890 blev Joseph Merrick fundet død i sin seng. 27 år gammel. Han var ikke syg, og hans pludselige død var et chok for alle.
Dødsårsagen blev efter nogen tid fremlagt af Treves: Normalt sov Merrick siddende på grund af det deforme hoveds tyngde.
Men den pågældende aften havde han lagt sit hoved på en pude og brækket nakken af den pludselige overbelastning. Manden med den deforme krop havde villet sove som et almindeligt menneske.