I dag tror du, at livet kan håndteres med din faste hånd. Du kan føle dig forpligtet til at prøve at tvinge alt ind i en logisk tankegang. Lad være. Prøv i stedet at tro på, at alting har en naturlig orden. Det er ikke muligt at finde ud af, hvad der sker i morgen.
Ordene stammer fra det daglige horoskop i astrologi-appen Co-Star, som er i eksplosiv vækst. På blot to år fra sin fødsel i 2017 nåede appen mere end fem millioner brugere. Og Co-Star er ikke alene.
Et mylder af apps, blogs og Instagram-konti slutter sig i disse år til de traditionelle, trykte horoskoper i ugeblade og aviser.
Vædder skriver om astrologiens misforståelser. Mikkel Meister, som har skrevet denne artikel, er ifølge astrologien vædder. Stjerner og planeter skulle derfor gøre ham selvsikker. Vædderen er det første stjernebillede i dyrekredsen, og derfor skal personer født i dette være impulsive med tendens til at kaste sig hovedkulds ud i nye projekter.
For eksempel spenderede amerikanske brugere i 2019 omkring 258 millioner kroner på de ti populæreste astrologi-apps mod 156 millioner året før – en stigning på 64,7 procent.
Og techinvestoren Anarghya Vardhana har sagt til The New York Times, at Co-Star kan blive lige så stor som Spotify, der i dag har omkring 300 millioner brugere på verdensplan.
Ligegyldigt om man er med på bølgen og tror på horoskopernes læsning af stjerner og planeter, er der i dag bred enighed om, at astrologi ikke er en videnskab.
Men faktisk har astrologien historisk set været flettet tæt sammen med sin tørre, faktafokuserede slægtning, astronomien. Selv den moderne astronomis grundlægger, Tycho Brahe, lagde horoskoper.
Han forudsagde for eksempel, at kong Christian 4. af Danmark ikke ville få mange børn. Kongen menes at have fået 24.
Uanset fejlskuddene bunder astrologien i reelle observationer og skemaer over stjerners og planeters bevægelser og mønstre. Faktisk kan vi lære en del af dens historie – ved at skille fup fra fakta med videnskab.
Stjernebilleder flytter sig
For ca. 3000 år siden vidste astrologerne ikke, at tyngdepåvirkning rykker ved Jordens rotationsakse. Derfor passer timingen i dag ikke mellem stjernetegn og de stjernebilleder, de er opkaldt efter.
1. Solen “vandrer” gennem stjernebilleder
Set fra Jorden ligner det, at Solen i løbet af et år går igennem stjernebilleder via en cirkel, som kaldes ekliptika. Hvis du om natten fx kan se billedet Vandmanden, befinder Solen sig i billedet på modsatte side, Løven.
2. Jordens retning rykker sig
Jorden er en kugle, som roterer om sin egen akse, men aksen rykker sig pga. Solens og Månens tyngdepåvirkning i en cirkel. Dette fænomen kaldes præcession, og ca. hvert 25.800. år rykker aksen sig en hel omgang.
3. Snurretop flytter rundt på stjernebilleder
Da Jorden drejer som en snurretop, flytter stjernebillederne sig også. Astrologiens udgangspunkt er, at Solen står i Vædderen ved forårsjævndøgn. Det stemte også med stjernehimlen i ca. år 1000 f.Kr., men i år 2000 stod Solen faktisk i stedet i et helt andet stjernebillede, Fiskene, ved forårsjævndøgn.
4. Solen bevæger sig igennem 13 stjernebilleder
Faktisk vandrer Solen igennem 13 stjernebilleder i løbet af et år. Det 13. stjernebillede hedder Slangeholderen og “fylder hullet” mellem Skorpionen og Skytten. Men astrologien holder fast i sin opdeling i 12 felter, og derfor har vi alligevel kun 12 stjernetegn.
Babylonierne skabte astrologien
Astrologien, som vi kender den i dag, blev født i det babyloniske rige, som opstod hen ved 2000 f.Kr. Babylonierne udviklede tabeller over stjerners og planeters bevægelser baseret på observationer af nattehimlen.
Saturns periode var for eksempel 59 år, hvorefter babylonierne kunne se, at de samme fænomener for Saturn gentog sig på himlen. Babylonierne brugte astronomiske observationer som grundlag for en varselsastrologi.
Den skulle forklare og systematisere store begivenheder i en ellers tilsyneladende tilfældig verden med naturkatastrofer, fejlslagne høstsæsoner og meget andet på den tid uforklarligt.
Omkring år 600 f.Kr. videreudviklede babylonierne varselssystemet med de 12 stjernetegn, som vi kender i vestlig astrologi i dag. De iagttog, hvordan Solen “vandrede” hen over himlen i løbet af et år.
Dernæst noterede de gamle stjernekiggere, at et bestemt stjernebillede dukkede op på nattehimlen, når Solen var nået til et bestemt sted på sin “vandrerute”, som fik navnet zodiakus – dyrekredsen.
Astrologerne delte zodiak op i 12 lige store områder a 30 grader og tildelte hvert område et stjernetegn – uanset om et givent stjernebillede, der kan ses med teleskop, faktisk udfyldte sit “felt”.
Mikkel er slet ikke Vædder. Da babylonierne grundlagde astrologien, lagde de sig fast på, at Solen står i stjernebilledet Vædderen fra 21. marts til 20. april. Da denne artikels forfatter er født 13. april, er han altså Vædder. Men Jordens rotationsakse har rykket sig siden babylonierne. Derfor befinder Solen sig den 13. april faktisk slet ikke i stjernebilledet Vædderen længere, men derimod i Fiskene.
Stjernetegn og stjernebilleder er altså ikke det samme. Stjernebillederne er observerbare – i alt findes der 88 af slagsen, som er vedtaget af Den Internationale Astronomiske Union og tæller blandt andet Karlsvognen og Orion.
Stjernetegn, derimod, er godt nok opkaldt efter 12 reelle stjernebilleder, men så ophører ligheden. Hvis babylonierne skulle have været helt præcise, burde de for eksempel have delt dyrekredsen op i 13 felter, ikke 12.
Solen vandrer i løbet af blot otte dage, ikke 30, igennem stjernebilledet Skorpionen. De følgende 18 dage går den igennem stjernebilledet Slangeholderen – ofte debatteret som et 13. stjernetegn – selvom den vestlige astrologi tilsiger, at vi går direkte fra Skorpionen til Skytten.
Merkurs kredsløb snyder øjnene – og astrologien
Merkur og Jorden kredser altid samme vej
Merkur er planeten, som er nærmest Solen, mens Jorden er planet nr. 3. Hvor Merkur på sit tætteste er 46 millioner kilometer fra Solen, er Jorden 150 millioner kilometer væk, det vil sige mere end tre gange så langt. Planeterne kredser begge i samme retning – mod uret – om Solen.
Merkur “går til venstre” det meste af tiden
Set fra Jorden synes Merkur at “vandre” fra højre mod venstre på himlen det meste af tiden, fordi den bevæger sig rundt om Solen på kun 88 dage mod Jordens 365. Planeten ser ud til at fortsætte i samme retning på himlen i omtrent tre måneder, indtil den indhenter Jorden i sit kredsløb.
Merkur “vender”, mens den suser forbi Jorden
Merkur overhaler Jorden. Imens planeten passerer os, vil det fra Jorden se ud, som om den skifter retning i forhold til sin normale vandring. Merkur overhaler Jorden på omtrent tre uger, og herefter vil den igen se ud til at vandre fra højre mod venstre i tre måneders tid.
Jupiter og Venus påvirker Jordens klima
Astrologiens snak om, hvordan planeter påvirker vores hverdag, er mest af alt overtro, men livet på Jorden bliver dog alligevel påvirket af andre planeter. Forskere fra bl.a. Rutgers Universitet har vist, at Jupiter og Venus pga. tyngdepåvirkning “rykker” Jordens kredsløb og dermed påvirker, hvor meget sollys vi får. Forskerne har regnet ud, at de to planeter påvirker klimaet i cyklusser på ca. 405.000 år, som har gjort sig gældende i minimum 215 mio. år. Dermed var planeterne også afgørende for klimaet, mens dinosaurerne levede.
Newton giver dødsstødet
Grækerne overtog omkring 200 år f.Kr. babyloniernes forarbejde, men tilføjede nye dimensioner. Det var for eksempel grækerne, der udviklede det personlige horoskop.
Men grækerne opdagede også, at Solens position i forhold til de 12 stjernebilleder forskubber sig over tid.
Babylonierne havde lagt sig fast på, at Solen står i stjernebilledet Vædderen på ét bestemt tidspunkt hvert år, og resten af stjernetegnenes perioder blev udregnet ud fra dét punkt, men grækerne fandt ud af, at stjernebillederne flytter sig.
Jordens rotationsakse “slingrer” rundt i en cirkel som en snurretop – et fænomen kaldet præcession. En hel omgang i cirklen tager ca. 25.800 år. Det betyder, at stjernetegnenes perioder i tusindvis af år ikke stemmer overens med de stjernebilleder, de er opkaldt efter.
Mars styrer ikke denne artikel. Forfatteren til denne artikel er Vædder, og ifølge astrologien er tegnets såkaldte herskerplanet Mars. I virkeligheden har Mars en forsvindende lille effekt på vores liv på Jorden – fx skaber planeten kun i teorien tidevand, da effekten vil være en milliontedel af Månens.
Astrologien blev i løbet af historien kraftigt udfordret på sin påståede videnskabelighed.
Det krævede for eksempel sine krumspring, da idéen om Jorden som altings centrum styrtede i grus, fordi Kopernikus introducerede Solen som Solsystemets omdrejningspunkt.
I 1700-tallet kom Isaac Newton så med sin tyngdelov, der leverede en matematisk påvisning af præcessionen: Tyngdepåvirkningen fra Solen og Månen “trækker” Jorden rundt i sin 25.800 år lange cyklus.
Det blev endnu et hårdt slag for astrologiens påståede videnskabelighed.
De følgende 300 år blev kløften mellem astrologi og astronomi kun større. Astronomien udviklede mere og mere præcise observationer, og astrologiens mytologiske elementer trådte tydeligere og tydeligere frem som uvidenskabelige.
I dag synes astrologien fjernere fra astronomien end nogensinde før. Astronomer har blandt andet opdaget ca. 4000 planeter i andre solsystemer, afbildet sorte huller og målt tyngdebølger fra neutronstjerners sammenstød.
Vi har fået indsigter i universet, som astrologien aldrig kan matche fra et videnskabeligt synspunkt.
Vædder brænder firedobbelt. Vædderen skulle være en lidenskabelig, entusiastisk personlighed, der brænder igennem, fordi den er styret af Mars, som repræsenterer bl.a. kraftfuldhed og til tider aggression. I stjernebilledet Vædderen gemmer der sig i virkeligheden en gasplanet, som har hele fire stjerner omkring sig.
Alligevel fortsætter astrologien med at tale til folk verden over – også dem med interesse for naturvidenskab.
En undersøgelse blandt ca. 10.000 naturvidenskabsstuderende ved The University of Arizona i 2011 viste for eksempel, at 78 pct. opfattede astrologi som meget eller i nogen grad videnskabelig.
Og astrologer verden over forsøger stadig at passe nye observationer ind i det gamle system med stjernetegn. For eksempel udkom The Black Hole Book i 2018.
Her prøver astrologen Alex Miller at forklare, hvordan sorte huller passer sammen med astrologi. Bogen er en blanding af astrofysik og stjernetegn.
Og sådan bliver forskere ved med at udvide vores kosmiske horisont, mens astrologer fortsat putter astronomisk viden ned i et personligt horoskop – som du kan læse i en astrologi-app.