Få styr på fup og fakta: Tak til astrolo- nej, astronomien

I dag tror du, at livet kan håndteres med din faste hånd. Du kan føle dig forpligtet til at prøve at tvinge alt ind i en logisk tankegang. Lad være. Prøv i stedet at tro på, at alting har en naturlig orden. Det er ikke muligt at finde ud af, hvad der sker i morgen.

Ordene stammer fra det daglige horoskop i astrologi-appen Co-Star, som er i eksplosiv vækst. På blot to år fra sin fødsel i 2017 nåede appen mere end fem millioner brugere. Og Co-Star er ikke alene.

Et mylder af apps, blogs og Instagram-konti slutter sig i disse år til de traditionelle, trykte horoskoper i ugeblade og aviser.

For eksempel spenderede amerikanske brugere i 2019 omkring 258 millioner kroner på de ti populæreste astrologi-apps mod 156 millioner året før – en stigning på 64,7 procent.

Og techinvestoren Anarghya Vardhana har sagt til The New York Times, at Co-Star kan blive lige så stor som Spotify, der i dag har omkring 300 millioner brugere på verdensplan.

Ligegyldigt om man er med på bølgen og tror på horoskopernes læsning af stjerner og planeter, er der i dag bred enighed om, at astrologi ikke er en videnskab.

Men faktisk har astrologien historisk set været flettet tæt sammen med sin tørre, faktafokuserede slægtning, astronomien. Selv den moderne astronomis grundlægger, Tycho Brahe, lagde horoskoper.

Han forudsagde for eksempel, at kong Christian 4. af Danmark ikke ville få mange børn. Kongen menes at have fået 24.

Uanset fejlskuddene bunder astrologien i reelle observationer og skemaer over stjerners og planeters bevægelser og mønstre. Faktisk kan vi lære en del af dens historie – ved at skille fup fra fakta med videnskab.

Babylonierne skabte astrologien

Astrologien, som vi kender den i dag, blev født i det babyloniske rige, som opstod hen ved 2000 f.Kr. Babylonierne udviklede tabeller over stjerners og planeters bevægelser baseret på observationer af nattehimlen.

Saturns periode var for eksempel 59 år, hvorefter babylonierne kunne se, at de samme fænomener for Saturn gentog sig på himlen. Babylonierne brugte astronomiske observationer som grundlag for en varselsastrologi.

Den skulle forklare og systematisere store begivenheder i en ellers tilsyneladende tilfældig verden med naturkatastrofer, fejlslagne høstsæsoner og meget andet på den tid uforklarligt.

Omkring år 600 f.Kr. videreudviklede babylonierne varselssystemet med de 12 stjernetegn, som vi kender i vestlig astrologi i dag. De iagttog, hvordan Solen “vandrede” hen over himlen i løbet af et år.

Dernæst noterede de gamle stjernekiggere, at et bestemt stjernebillede dukkede op på nattehimlen, når Solen var nået til et bestemt sted på sin “vandrerute”, som fik navnet zodiakus – dyrekredsen.

Astrologerne delte zodiak op i 12 lige store områder a 30 grader og tildelte hvert område et stjernetegn – uanset om et givent stjernebillede, der kan ses med teleskop, faktisk udfyldte sit “felt”.

Stjernetegn og stjernebilleder er altså ikke det samme. Stjernebillederne er observerbare – i alt findes der 88 af slagsen, som er vedtaget af Den Internationale Astronomiske Union og tæller blandt andet Karlsvognen og Orion.

Stjernetegn, derimod, er godt nok opkaldt efter 12 reelle stjernebilleder, men så ophører ligheden. Hvis babylonierne skulle have været helt præcise, burde de for eksempel have delt dyrekredsen op i 13 felter, ikke 12.

Solen vandrer i løbet af blot otte dage, ikke 30, igennem stjernebilledet Skorpionen. De følgende 18 dage går den igennem stjernebilledet Slangeholderen – ofte debatteret som et 13. stjernetegn – selvom den vestlige astrologi tilsiger, at vi går direkte fra Skorpionen til Skytten.

Newton giver dødsstødet

Grækerne overtog omkring 200 år f.Kr. babyloniernes forarbejde, men tilføjede nye dimensioner. Det var for eksempel grækerne, der udviklede det personlige horoskop.

Men grækerne opdagede også, at Solens position i forhold til de 12 stjernebilleder forskubber sig over tid.

Babylonierne havde lagt sig fast på, at Solen står i stjernebilledet Vædderen på ét bestemt tidspunkt hvert år, og resten af stjernetegnenes perioder blev udregnet ud fra dét punkt, men grækerne fandt ud af, at stjernebillederne flytter sig.

Jordens rotationsakse “slingrer” rundt i en cirkel som en snurretop – et fænomen kaldet præcession. En hel omgang i cirklen tager ca. 25.800 år. Det betyder, at stjernetegnenes perioder i tusindvis af år ikke stemmer overens med de stjernebilleder, de er opkaldt efter.

Astrologien blev i løbet af historien kraftigt udfordret på sin påståede videnskabelighed.

Det krævede for eksempel sine krumspring, da idéen om Jorden som altings centrum styrtede i grus, fordi Kopernikus introducerede Solen som Solsystemets omdrejningspunkt.

I 1700-tallet kom Isaac Newton så med sin tyngdelov, der leverede en matematisk påvisning af præcessionen: Tyngdepåvirkningen fra Solen og Månen “trækker” Jorden rundt i sin 25.800 år lange cyklus.
Det blev endnu et hårdt slag for astrologiens påståede videnskabelighed.

De følgende 300 år blev kløften mellem astrologi og astronomi kun større. Astronomien udviklede mere og mere præcise observationer, og astrologiens mytologiske elementer trådte tydeligere og tydeligere frem som uvidenskabelige.

I dag synes astrologien fjernere fra astronomien end nogensinde før. Astronomer har blandt andet opdaget ca. 4000 planeter i andre solsystemer, afbildet sorte huller og målt tyngdebølger fra neutronstjerners sammenstød.

Vi har fået indsigter i universet, som astrologien aldrig kan matche fra et videnskabeligt synspunkt.

Alligevel fortsætter astrologien med at tale til folk verden over – også dem med interesse for naturvidenskab.

En undersøgelse blandt ca. 10.000 naturvidenskabsstuderende ved The University of Arizona i 2011 viste for eksempel, at 78 pct. opfattede astrologi som meget eller i nogen grad videnskabelig.

Og astrologer verden over forsøger stadig at passe nye observationer ind i det gamle system med stjernetegn. For eksempel udkom The Black Hole Book i 2018.

Her prøver astrologen Alex Miller at forklare, hvordan sorte huller passer sammen med astrologi. Bogen er en blanding af astrofysik og stjernetegn.

Og sådan bliver forskere ved med at udvide vores kosmiske horisont, mens astrologer fortsat putter astronomisk viden ned i et personligt horoskop – som du kan læse i en astrologi-app.