Shutterstock

Gammelt brætspil fik kulturer til at mødes

Arkæologer har fundet et 4000 år gammelt brætspil, som samlede forskellige folkeslag med brikker og terninger.

Når Mellemøstens nomader for 4000 år siden tog sig et hvil, fordrev de tiden med at spille brætspil.

Det viser et nyt fund, som er mejslet ind i en klippe i Aserbajdsjan i et område, der er kendt for sine forhistoriske klippemalerier.

Ifølge arkæologen Walter Crist er spillet blevet brugt af kvæghyrder, som har søgt ly for regn og blæst ved klippevæggen.

Spillepladen (set oppefra) som er fundet i Aserbajdsjan er ca. 30 centimeter bred og hugget ind i en klippe for 4000 år siden.

© Walter Crist/Gobustan National Park

Spillet, som minder lidt om backgammon, går under navnet “58 huller”, og det er også kendt fra faraoen Amenemhat IVs knap 3800 år gamle grav.

Brætspillet kaldes også ”Hunde og sjakaler”, netop fordi spillebrikkerne i den egyptiske udgave var udformet som de to dyr.

De præcise regler er ikke længere kendt, men formentlig har spillets mål været at flytte sine brikker frem mod et mål, og undervejs fange modstanderens brikker.

Forskerne mener, at der også har været enten en terning eller nogle kastepinde med i spillet til at styre slagets gang.

Nemmere at lære spil end sprog

Det nye fund viser, at ”58 huller” var udbredt i flere samfundslag i forskellige kulturer. Sandsynligvis har spillene været en vigtig måde for forskellige folkeslag at mødes på.

Det er hurtigere at lære reglerne i et spil end at lære et nyt sprog, og derfor kan et spil sprede sig meget hurtigere over store afstande.

Selvom det er gammelt, er ”58 huller” ikke det ældste brætspil, arkæologerne kender til. I Egypten har arkæologer fundet andre spil, som blev spillet for næsten 5000 år tilbage i tiden.

© Shutterstock

Spil er gammel underholdning

I flere tusinde har vores forfædre brugt spil som underholdning.

© Shutterstock

Skak

Er omkring 1500 år gammelt, men forløberen blev udviklet for 3000 år siden i Indien.

© Shutterstock

Terning

Den første terning blev kastet for over 5000 år siden. De ældste terninger er fundet i Pakistan og Egypten.